Bliv klogere på konflikten mellem taxi’er og VTC-vognmænd
Skrevet af Kathrine Hesner, Dorrit, lør, 29/09/2018 - 01:01
Fly & trafik Klumme
KLUMME: Det er blevet lettere at få en alternativ hyrevogn, men taxichaufførerne raser, mens politikerne forsøger at navigere i de nye tider, hvor forbrugerne allerede har taget rigtigt godt imod de såkaldte VTC’er som eksempelvis Uber.
Taxibranchen er virkeligt udfordret i disse tider. Mens alternativer som Uber er blevet dømt ulovlige i Danmark, er de ganske lovlige i Spanien.
Siden juni har det været muligt at benytte sig af en såkaldt VTC på strækningen mellem Málaga og Marbella, men de alternative taxier kører allerede rundt i mange byer i Spanien.
De udgør et alternativ til at køre selv og er som oftest billigere end de konventionelle taxier. Af den grund er de også årsag til strejker og anden ballade.
De konventionelle taxichauffører raser med god grund over den unfair konkurrence, hvor en taxi-licens snildt koster over 100.000 euro og en VTC omkring 5.000. Men fakta er, at det er lovligt.
I går vedtog regeringen en ny lov, der skal regulere VTC’erne, men det vender vi tilbage til.
Privatchauffør og aftalt pris
Men hvad er egentlig forskellen på de to? Det har blandt andre forbrugerforeningen Facua set på.
Vi kan jo starte med at se på bogstaverne VTC, der står for ‘Vehículos de Turismo con Conductor’ - altså personbiler med chauffør.
Det vil sige, at man betaler en chauffør for at køre én et på forhånd aftalt stykke vej i sin bil til en på forhånd aftalt pris.
En taxi, derimod, er en del af den offentlige service på transportområdet og kan bringe én derhen, hvor man beder om at komme.
Billigt, men ingen fisketure
Taxierne kører efter taxameter, og tillægsprisen for at starte og køre, nat eller dag, hverdage eller helligdage, er aftalt centralt i den kommune eller region, de kører i.
Taxier har lov til at køre på gaden og “fiske” efter kunder, mens VTC’er skal tilkaldes via en app, og tur og pris skal aftales på forhånd.
VTC-prisen er ikke reguleret af det offentlige, men af det firma, chaufføren er tilknyttet.
Er man utilfreds med prisen, som man får præsenteret på sin mobil, undlader man bare at trykke på ‘Bekræft din Uber-tur’.
Det sker dog sjældent, for selv om prisen varierer efter udbud og efterspørgsel, er den oftest mellem 20 og 30 procent billigere end taxiprisen.
God service
Der findes ingen fastsatte regler for, hvad en Uber- eller Cabifychauffør skal gøre for sin passager, men de, der sværger til tjenesten, fortæller, at servicen er god.
For eksempel får man navn og billede af chaufføren på sin mobil, inden bilen kommer. Synes man, han ligner en øksemorder, vælger man en anden.
Der står også, hvilke sprog han behersker, hvor han kommer fra og hvor mange ture, han har kørt før.
Man får også oplyst bilmodel og nummerplade, så man ikke risikerer at sætte sig ind i en forkert bil. Og så kan man læse tidligere passagerers kommentarer om ham.
I de fleste biler får man også tilbudt en flaske vand, tilbud om at skrue op eller ned for klimaanlægget eller skifte radiokanal.
I en VTC er hver køretur faktisk en kontrakt mellem kunden og chaufføren. Brydes kontrakten - for eksempel hvis slutprisen hæves - kan man klage, lige som man som forbruger kan i alle andre handler. Der bør i øvrigt være adgang til en klagebog i alle biler.
Og efter køreturen giver man chaufføren mellem én og fem stjerner, og den karakter kan den næste kunde se.
Taxi på skæve tidspunkter
Da Uber og Cabify ikke er en del af det offentlige trafiktilbud, kan man opleve, at der ikke er nogen tilgængelig. For eksempel hvis man skal fragtes meget tidligt om morgenen. De har, i modsætning til taxi, ikke fast døgnvagt.
Man kan ikke bare en dag beslutte, at nu vil man tjene lidt ekstra ved at fragte folk rundt. Der skal en tilladelse til.
Og netop antallet af licenser er stridens æble i taxi/VTC-konflikten.
For at sikre sig, at al transport ikke pludselig kom i hænderne på ikke-organiserede og derved måske ikke tilgodeså offentlige ønsker, fastsatte man en kvote: én VTC for hver 30 taxier.
For mange VTC’er?
Den fordeling har man i Biskaya og næsten på Tenerife. Alle andre steder i landet er antallet af VTC’er langt højere; landsgennemsnittet er seks taxier per Uber eller Cabify.
Faktisk er Costa del Sol det sted i Spanien, hvor der er flest VTC’er med 2,5 per taxi.
Junta de Andalucía giver ganske vist afslag på alle nye ansøgninger om licens, men en stor del af dem, der blev afvist mellem 2009 og 2015, gik til domstolene med argumentet, at der var større liberalisering i sektoren dengang. Dermed er afvisningerne dømt ulovlige.
Det seneste år er antallet VTC’er på gaden lige så stille sneget sig op på 1.075.
Taxivognmændene er i sagens natur ekstremt frustrerede over situationen, men VTC-platformen Unauto-VTC mener, at markedet vil regulere sig selv, og at Spanien ligefrem halter bagefter i forhold til andre lande i EU.
Samtidig er der netop blevet delt kæmpe bøder ud til tidligere Uber-chauffører i Danmark, hvor servicen jo er erklæret for ulovlig. Og det er kun de første par sager i en lang række.
Læs også om de formuer, som taxivognmændene har liggende i deres licenser
Ophidsede taxi-vognmænd angriber VTC-bil
Ny fase i krigen
I Spanien er VTC’erne som nævnt lovlige, men de vil i fremtiden blive kraftigt stækket.
Fredag gik taxikrigen nemlig ind i en ny fase. Ministerrådet gav grønt lys til en lov, der vil gøre det muligt for de selvstyrende regioner og hver enkelt kommune at regulere VTC/taxikvoten.
Der er sat en overgangsperiode på fire år, både for at administrationerne kan nå at følge med, men også som en slags kompensation for de mange VTC’er, der måske må droppe arbejdet.
Torsdag aften talte Spanien i Dag med en Uber-chauffør, der ikke var så bekymret, da “vi får jo helt sikkert to år endnu”. Han er blevet glædeligt overrasket over de fire år.
Skulle man i stedet betale dem erstatning, ville det løbe op i 3.5 milliarder euro at ‘ekspropriere’ 80 procent af de 11.200 licenser, der er i dag.
Det bliver altså muligt at gennemføre den berømte 30/1-kvote lokalt. Det kunne da også blive noget af et blodbad, hvis de lokale myndigheder begyndte at slagte for eksempel i Madrid, hvor hver anden hyrevogn er en VTC.
Ifølge den nye lov, vil myndigheder lokalt også kunne lave VTC’erne om til en slags taxier ved at pålægge dem de samme krav som fast arbejdstid, særlige biler, faste fridage og så videre.
Den nye lov imødegår nogle af kravene fra de konventionelle taxichauffører, men slet ikke nok til, at alle er tilfredse.
Hvem taber?
I El Español har taxifolk noget dramatisk udtalt, at de vil gøre, hvad der skal til, for at udslette Uber og Cabify fra jordens overflade. Det lyder voldsomt, men faktum er, at de tidligere har udøvet vold og hærværk mod de nye konkurrenter.
Midt i kampen om kunderne har taxiselskaberne så også bebudet prisstigninger. Læs mere her
Det er vanskeligt at få øje på, hvem der er vindere og tabere her. Men der er ingen tvivl om, at hvis der bliver skruet ned for antallet af VTC’er, taber vi forbrugere i hvert fald på det. For det er drønsmart!
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Dorrit & Kathrine
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.