Forårets sidste kanon-tur
Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, fre, 28/05/2021 - 07:00
Udflugter
UDFLUGT: Vi vinker farvel til foråret med denne herlige tur til Ronda-dalen. Turen har det hele: Udsigt, bjerge og mulighed for at køle fødderne i flodens friske vand.
Vi vinker farvel til foråret med den sidste vandretur med guide Pia Bruun med en herlig tur over stok og sten.
Det sker i morgen, lørdag den 29. maj, og det er en heldagstur spækket med aktiviteter.
På denne tur får du både en kanon udsigt til Gibraltar, bjergvandring på smalle stier mellem krogede kork-egetræer og et besøg i ‘Spaniens mest perfekte landsby’. Den hedder Gaucín, hvis du skulle være i tvivl.
Bjerge, træer, åben himmel og fred
Og er der mere krudt tilbage i dig, kan du tilmed få en fortryllende smuk tur langs Genal-floden. Efter frokost på Venta de San Juan går vi en eftermiddagstur på den lille gangbro langs venstre flodbred - og spadserer tilbage i flodens dejlige, rene og friske vand.
Vi går den ene vej på sti og gangbro og retur i vandet
Denne tur er for dig, der er vant til at vandre.
Du elsker bjergene og det kuperede terræn. Du kan godt lide de der imponerende udsigter, og at der er højt til himlen. Og så er du klar til at få lidt sved på panden, når vi starter med at forcere 400 højdemeter.
Vi mødes i den sydlige del af La Serranía de Ronda i området lige ved indkørslen til ‘Spaniens mest perfekte landsby Gaucín’. Det er ikke noget jeg finder på. Faktisk kan du læse mere om det HER.
Gaucín er en af de mest populære landsbyer i Ronda-dalen
Inden du kører hjemmefra, skal du nok tjekke både afstand og køretid, så du når frem i tide. For hvis du lige skal have en kop kaffe inden start, ja, så gælder det jo om at komme af sted i god tid.
To ture på samme dag
Vi deler dagen op i to, så der er plads til dig, der gerne vil brænde en god portion energi af.
Vi skal rundt om denne bjergtop - ikke op på den
Om formiddagen tager vi turen rundt om bjerget El Hacho, og hvis du er i følgeskab med personer der IKKE vil eller kan vandre, kan de snildt snuse lidt rundt i landsbyen, til vi kommer tilbage til samme sted.
Efter en kort pause fortsætter vi til vores frokoststed: La Venta de San Juan. Du bestiller og betaler selv, men jeg skal vide, om jeg skal booke bord. Ellers kan vi nemlig risikre, at der ikke er plads, når vi når frem.
Dette er en af de gamle, legendariske ventaer i området
Efter frokost er der mulighed for at fortsætte turen og gå langs floden Genal på dens løb gennem denne del af Ronda-dalen.
Turen er lineær, hvilket vil sige, at vi går (næsten) samme vej frem og tilbage. Den ene vej går vi på stien og gangbroen. Den anden vej bliver en rigtig flodtur, hvor vi trasker gennem vandet, som når os lidt over anklerne og max til knæet. Men du får våde fødder, så husk endelig skiftetøj og sko!
Vi mødes på bar El Hacho og starter vandreturen herfra.
Herefter er det op til dig, hvad du har lyst til….
Praktisk
Heldagstur!
Dato: Lørdag den 29. maj 2021
Vær klar til afgang med vandrestave og -støvler fra Bar el Hacho i Gaucín klokken 10:15.
Tur 1: cirka 2,5 time
Frokost på Venta de San Juan cirka klokken 13:30.
Tur 2: er en eftermiddagstur langs floden cirka klokken 15 til 17
Pris: 10 euro for tur 1 eller 2 og 15 euro for begge ture. Prisen indkluderer guide på dansk og forsikring på vandreturene. Al transport og fortæring er for egen regning.
Kørsel:
Fra Fuengirola til Gaucín: cirka 1,5 time. Distance: Cirka 100 km.
Fra Gaucín til Venta de San Juan: 30 minutter: Cirka 15 km.
Tur 1:
Tid: 2 timer og 30 minutter
Længde 8 km
Sværhedsgrad: Middel
Terræn: smalle stier og vej.
En cirkulær vandretur gennem fyrretræs- og kork-egeskove langs bjerget El Hacho. Spektakulær udsigt over Guadiaro-dalen.
Tur 2:
Tid 2 timer og 30 minutter
Længde: Kun een vej: Op til 3,5 km. Kan afkortes efter ønske, hvorefter man går tilbage gennem floden.
Sværhedsgrad: Let
Terræn: Smal sti, gangbro og vand til knæ
Linæer: Vi følger floden begge veje
Yderligere information på telefon 0034 686 454 717.
Tilmelding nødvendig til pia.bruun@gmail.com.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.