Dagen livet ændrede sig

Det lyder som en af de historier, man næsten ikke orker at læse, men for én gangs skyld er slutningen om ikke lykkelig så dog optimistisk.

En mor måtte se sin teenage-søn, der allerede som 12-årig var slået ind på en vej, som fører nedad og ofte ender på retspatologens stålbord, blive ført bort af politiet., 

Ana siger det, mange mødre i den situation siger: Han var en helt normal lille dreng, indtil han kom blandt dårlige kammerater i en ny skole. 

Det skriver Diariosur.es

Han begyndte at ryge marihuana og hash, og den ulykkelige mor er sikker på, at han heller ikke var ukendt med kokain. 

En uge efter han begyndte på den nye skolen, kom det første brev med hjem om pjækning og dårlig opførsel. 

Efter et halvt år, var der kommet hundrede breve. Drengen var narkoman. Han stjal ting hjemmefra og solgte for at få råd til sit misbrug, og til sidst blev han dealer.

Hans forældre prøvede at få ham på afvænning, men han var for ung til at få plads på en institution...

Helt ude i tovene

Som 14-årig blev han afhentet af politiet. Han tævede sin mor, blæste på lærerne og var totalt uden for pædagogisk rækkevidde.

Den knægt, som to betjente fra stationen i Antequera blev kaldt ud for at pacificere den 20. november, var helt ude i tovene. 

Han sad og stirrede tomt ud i luften uden for skoleinspektørens kontor. Da politiet bad ham om at tømme lommerne, svarede han, at han gjorde, som det passede ham

- Han rejste sig op og stirrede mig lige ind i ansigtet, siger Manuel Martín.

Blev voldelig

Han og kollegaen Paco prøvede at berolige drengen, der var tydeligt påvirket af stoffer. 

Da de lagde ham ned på bænken, bed han Manuel i tommelfingeren. Et dybt, grimt bid, som man senere måtte opgive at sy på skadestuen, fordi det var så ujævnt.

Moderen, der var med, gik helt op i limningen, og med blodet sejlende ned ad hånden, måtte Manuel trøste hende.

Skadestuen meldte skaden til hans overordnede, som  det er rutine, når en tjenestemand i funktion bliver overfaldet. 

Sagen kom for retten, og forældrene fik en bøde på 1.210 euro.

Det var det sidste strå. 

Familien havde i forvejen mere end vanskeligt ved at få enderne til at mødes sidst på måneden. De anede simpelthen ikke, hvor de skulle få pengene fra. 

Faderen bad sin chef om et lønforskud, og det lykkedes dem med nød og næppe at skrabe beløbet sammen.

Klarer mig uden 

Da Manuel fik besked om, at der ville komme en erstatning for svie og smerte, blev han ikke glad, for han vidste, det ikke havde været let at betale for en familie, der i forvejen var i knæ.

- Jeg havde holdt lidt kontakt med familien, sagde han og fortsætter: 

- Det var flinke folk, og jeg vidste, at det ville være svært for dem at finde pengene. Jeg ringede til Ana og sagde, at jeg ville returnere pengene. At de kunne bruge dem til at hjælpe drengen. Til medicin og sådan.

Ana og hendes mand blev lamslåede, men glade. Det var en chance for at få hovedet oven vande.

Mennesker først

- Det var et vendepunkt for os. Nu tror jeg, at min dreng har en chance, siger Ana. 

Måske bliver han ikke helt rask i det center for mindreårige, hvor han er nu, men det har da i hvert fald brudt den onde cirkel. 

Der er terapeuter, som hjælper ham. Det går bedre. Ikke godt, men bedre.

Ana har fået et andet syn politiet og sender hele sin taknemmelighed i de to betjentes retning.

Selv siger Manuel, at han og vennen Paco jo først og fremmest er mennesker og så derefter betjente.