Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dansker anholdt

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 18/04/2018 - 01:00

Krimi og katastrofe

KRIMI: Næsten 3.000 marihuana-planter groede løs i to boliger i Mijas, Málaga. Politiet har anholdt to spaniere og en dansker.

Guardia Civil har afsløret to deciderede hashplantager, der groede inde i huse i Mijas. Ved samme lejlighed blev der beslaglagt 771 ecstasy-piller.

I alt fandt politiet 2.644 marihuana planter inde to væksthuse i to boliger i den velkendte turistby Mijas. 

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Operation Lirio - lilje - blev indledt i februar, da politiet fik nys om tilstedeværelsen af en kriminel organisation med base i Den Hvide By, der havde godt gang i marihuana-produktionen i flere ejendomme.

Efterforskningen viste, at den kriminelle gruppe bestod af flere medlemmer, hvor nogle var dedikeret til dyrkning, andre til forarbejdning, mens andre endnu tog sig af salget.

Pressemeddelelsen nævner ikke nogen dato for aktionen, men den blev udsendt tirsdag. 

Tre anholdte

Tre personer blev anholdt i forbindelse med aktionen.

De to har spansk statsborgerskab, mens den tredje er dansker. Politiet oplyser ikke noget videre om de anholdte.

Alle tre er indbyggere i Mijas, og er nu mistænkt for forbrydelser mod folkesundheden, hvidvaskning af penge og svindel med el-installationerne.

Sidstnævnte hører man ofte om i den slags sager, da produktionen kræver enorme elmængder, og de kriminelle kobler sig derfor på elnettet uden om de konventionelle målere - både for at spare penge, men nok primært for ikke at vække unødig opmærksomhed ved de unormalt høje elregninger.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.