Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Dansker til Andalusien

Skrevet af Redaktionen, tir, 01/08/2017 - 12:22

Sport & hobby

SPORT: Nøglespiller fra det danske fodboldlandshold er blevet købt af sydspansk klub. Og det var ikke billigt!

Forhandlinger mellem tyrkiske Fenerbahçe og spanske Sevilla er ved at være på plads. 

Anføreren for det danske fodboldlandshold, Simon Kjær, skal til den spanske storklub. 

Det blev bekræftet mandag aften på Sevilla FC’s hjemmeside.

Halvdyr herre

Klubberne har forhandlet sig frem til en pris på 12 millioner euro svarende til 97,5 millioner kroner. Kjær mangler dog stadig det obligatoriske lægetjek, som foretages tirsdag. 

Hvis alt er, som det skal være, forventes det, at han skriver under på en fireårig kontrakt. 

Sevillas sportsdirektør, Oscar Arias, har tidligere meldt ud, at klubben har forhandlet med Simon Kjær. Han har dog ikke villet afsløre detaljer under forhandlingerne. Forhandlinger, der nu er så tæt på en afslutning, som de kan komme.

Når kontrakten endeligt underskrives, kan den hurtige centerback se frem til også at spille i klub med kollegaen Michael Krohn-Deli.

Erfaren spiller

Kjær startede sin karriere i FC Midtjylland og har forsvaret det danske mål i 67 landskampe. 

Han skal nu til at spille for sin sjette klub i udlandet. Tidligere har han spillet i både den italienske, tyske, franske og seneste den tyrkiske fodboldliga.

Han blev sidste år udnævnt til landsholdsanfører, da Daniel Agger indstillede sin karriere. 

Masser af potentiale

Sevilla blev nummer fire i La Liga i den seneste sæson, og klubben skal spille med i Champions League kvalifikationen. 

Prisen på de 12 millioner euro kan stige, hvis Sevilla FC kvalificerer sig til Champions League eller vinder pokaler.

Sidst, Sevilla vandt den spanske liga, var i 1946. Til gengæld har holdet vundet pokalturneringen fem gange. 

Præstationerne topper dog i Europa League, som klubben har vundet tre år i træk fra 2014 til 2016.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.