Den Hellige Ligas søslag

Søslaget ved Lepanto blev udkæmpet den 7. oktober 1571, da en flåde fra den Hellige Liga besejrede en osmannisk flåde. Den Hellig Liga var et forbund af sydeuropæiske katolske sømagter under ledelse af Juan de Austria.

Sejren kom i hus efter fem timers hård og meget blodig kamp i den nordlige del af Korinth-bugten. 

Den osmanniske flåde kom sejlende østfra fra deres flådebase i Lepanto, der i dag hedder Naupaktos. Her stødte den sammen med den Hellige Ligas flådestyrker, der kom fra Messina.

Flådekommandør Juan af Asturien var halvbror til den spanske konge og uægte søn af Karl den 5. Flåden var sammensat af skibe fra Spanien, Venezia, Savoyen, Genova, Toscana, Kirkestaten og Malta.

Den Hellige Ligas sejr satte en stopper for den voldsomme osmannisk ekspansion i Middelhavet. Slaget ved Lepanto var det sidste større søslag udkæmpet mellem skibe med årer, herunder galeaser og galejer, der begge havde både sejl og årer. I tiden herefter vandt den noget mere moderne galeon udbredelse. 

Slaget fik stor symbolsk værdi i den kristne verden, da det i grunden var et slag mellem kristne og muslimer.

Store tab på begge sider

Vatikanet følte sig på et tidspunkt presset på grund af den voksende, tyrkiske dominans i Middelhavet og dannede derfor Den Hellige Liga. 

Osmannerne havde netop erobret Cypern, da pave Pius den 5. indsatte den unge Juan de Austria som flådens øverstkommanderende.

Sultan Selim den 2. havde en Middelhavsflåde, der var under kommando af Admiral Ali Pasha, som i øvrigt ikke overlevede slaget. 

Osmannerne havde 208 galejer og 66 mindre skibe, og det matchede den vestlige flåde stort set. 

Den Hellige Liga mistede 13 skibe og knap 8.000 søfolk, mens osmannerne selv sejlede 30 af deres skibe på grund, 80 blev sænket og 180 galejer blev erobret af Den Hellige Liga.

Når det kom til hoveder, var det uden tvivl mest blodigt på den tyrkiske side, da mellem 20.000 og 30.000 osmanniske søfolk blev dræbt eller kvæstet. I samme hug befriede de kristne mellem 12.000 og 15.000 kristne rorsmænd, der blev holdt som slaver på de osmanniske galejer.

Sejr, men intet vendepunkt

Datidens søslag forløb næsten altid efter et fast skema: Først havde man en kort skududveksling med kanoner, og derefter gik man over til nærkampe, hvor det handlede om komme ombord på og få kontrol over fjendens skibe. 

Kampen mellem de to parter i Middelhavet var blodig og hård, men den kristne sejr var ubestridt.

Succesen ved Søslaget ved Lepanto kan i høj grad tilskrives venezianerne, der troppede op med seks den nye og moderne skibstype; galeasen. Den var overlegen med hensyn til våben og ammunition, men derudover havde den højere skibssider, hvilket gjorde det stort set umuligt at borde den. 

Sejren blev ikke det afgørende militære vendepunkt man havde håbet på, for osmannerne havde allerede året efter en flåde på 250 skibe, som de forgæves forsøgte at få de kristne til at kæmpe imod. 

De vestlige magter havde slet ikke hærstyrker, der var store nok til at følge sejren op. Alligevel fik sejren ved Lepanto uvurderlig moralsk betydning som et bevis på, at den osmanniske flådemagt ikke var uskadelig.

Søslaget ved Lepanto var en del af en stor og langvarig søkonflikt, som skulle vare endnu et par år indtil slutningen af det 19. århundrede.