Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Finder skelet i kælder

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 23/03/2016 - 01:00

Krimi og katastrofe

OPDAGELSE: Udlænding fik sig en ubehagelig overraskelse, da arbejdere opdagede et menneske-skelet i kælderen af hans hus i Mijas Pueblo.

70-årige Terry Nash fra Wales var i chok, da han pludselig fik at vide, at hans drømmehus indeholdt mere, end hvad øjet skuer.

De bygningsarbejdere, han havde hyret til at istandsætte huset i Mijas Pueblo nær Fuengirola, havde nemlig fundet et gammelt, men helt intakt menneske-skelet i hans hus.

- En af arbejderne bankede på min dør, da jeg skulle til at spise frokost og fortalte mig, at de havde fundet et skelet i min kælder, fortæller han express.co.uk.

Nash købte huset i slutningen af sidste år og har boet i en lejlighed nær boligen det seneste stykke tid, mens arbejderne gør huset i stand til at kunne flytte ind.

Panikslagen

Waliseren gik i panik, da han kendte lidt til den uheldige historie om husets tidligere ejere.

- Jeg var skræmt fra vid og sans, som du kan forestille dig, især fordi jeg vidste, at de tidligere ejere havde gravet kælderen op for at gøre det til et aktivitetsrum for omkring ti år siden, og kvindens mand døde for seks år siden, forklarer han.

Politiet satte tape op der, hvor skelettet havde ligget

Han kunne dog ånde lettet op, da han så skelettet med egne øjne.

- Det var først, da jeg ankom til huset, det gik op for mig, at skelettet var meget ældre end det. De fandt skelettet under betongulvet, hvor der tidligere var en vaskemaskine.

Derefter tilkaldte han politiet.

Historiekendt betjent

Guardia Civil ankom med et stort hold – deriblandt retsmedicinere - som fjernede skelettet og bragte det videre til specialister, der nu skal undersøge dets alder. 

En af politibetjentene fortalte Nash, at skelettet meget vel kunne være relateret til et slag på stranden i 1800-tallet.

Udsigten fra Mijas Pueblo

Troede kollega tog pis på ham

Juan Lepe, leder af den udsendte politiafdeling, troede først, at der var tale om en joke.

- Jeg var ikke på arbejde, og da jeg fik opkaldet fra en kollega, der fortalte, at de havde fundet et skelet, troede jeg, det var en joke og lagde på, siger han.

En tilfældighed?

Lepe forklarer derudover, at arbejderen, der fandt skelettet, har et navn, der næsten er for godt til at være sandt.

- Det sjove er, at bygningsarbejderen, der fandt det, hedder Antonio, men han kaldes for 'El Muerto', hvilket betyder 'Den Døde'.

Skelettet er blevet fragtet til det retsmedicinske institut i Málaga.

Arbejderne kan fortsætte renovations-arbejdet i huset, men har stadig ikke fået adgang til der, hvor skelettet blev fundet.  

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.