Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Fjender fletter fingre

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 30/08/2017 - 09:50

Samfund og Politik

SAMFUND OG POLITIK: Toneskift i toppen. Pedro Sánchez kalder ikke længere Mariano Rajoy “utroværdig”.

Med kun lidt over en måned til afstemningen om Cataloniens løsrivelse fra Spanien, ser alliancen mellem regeringspartiet Junts pel Sí og støttepartiet CUP ud til at holde trods store interne forskelligheder og stridigheder.

Husk at like vores facebookside

I hvert fald er koalitionen mandag blevet enige om lovteksten til ‘Ley de Transitorietat i Fundacional de la República’, som skal sætte den egentlige løsrivelse i værk. Det skriver den catalanske avis La Vanguardia. Loven består af 89 artikler og ventes vedtaget inden afstemningen d. 1. oktober, men det vides endnu ikke præcist hvornår. De catalanske politikere vil formentligt trække den så længe, som de kan, for at give den spanske forfatningsdomstol mindst mulig tid til at gribe ind og annullere loven.

Loven forholder sig til flere mulige scenarier. Får ja-siden får flest stemmer, går løsrivelsesprocessen automatisk i gang ganske enkelt. Hvis modstanderne af uafhængighed vinder, bliver loven skrottet, og der udskrives hurtigst muligt valg til det catalanske parlament.

Det er dog kun i tilfælde af, at afstemningen rent faktisk bliver gennemført, hvilket regeringen i Madrid har lovet at forhindre med alle midler. Tidligere er det desuden kommet frem, at den catalanske regering vil erklære uafhængighed med det samme, hvis centralregeringen stopper afstemningen på den ene eller den anden måde.

Sjældent parløb i Madrid

Det er dog ikke kun i Catalonien, at den tilspidsede situation skubber politiske arvefjender i armene på hinanden. Socialistpartiet PSOE og det konservative PP har nemlig aftalt at danne fælles front som reaktion på den lov, de rebelske catalanere er blevet enige om.

Dialogen mellem de to partier er bemærkelsesværdig, da den sker med Pedro Sánchez ved roret for PSOE, samtidig med at Mariano Rajoy er statsminister. Det var netop disse to herrer i spidsen for hver sin blok, der skabte det politiske dødvande tilbage i 2015–2016, hvor der i ti måneder ikke var en handlekraftig regering i landet. Og hvor Sánchez ved enhver lejlighed betegnede Rajoy som utroværdig

Endnu er der ikke kommet noget konkret ud af de to partiers fælles dagsorden, og der bestemt heller ikke tale om koordinering af deres politik i forhold til det catalanske spørgsmål. Ifølge avisen El País kommer PSOE d. 4. september nemlig med sit eget udspil for, hvordan problemet skal tackles.

Under alle omstændigheder bliver vi klogere den 1. oktober eller måske tidligere, hvis PP-regeringen gør alvor af at ville stoppe valghandlingen med alle midler.

Hjælp os med din tilkendegivelse om, hvorvidt Barcelona-terroren har påvirket din indstilling til rejser i og til Spanien. Klik venligst i dette link for at svare på et enkelt spørgsmål.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.