Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Flere jordskælv i nat

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 27/01/2021 - 12:04

Vejr og natur

NATUR: Flere end 500 nervøse borgere ringede til alarmcentralen, da jorden pludselig rystede sent i går aftes i seks andalusiske provinser. Der meldes om flere materielle skader, men heldigvis ingen personskader.

I de seneste dage har der været en del seismisk aktivitet i og omkring Granada. Den 23. januar mærkede mange skælvet på 4,4, og sent i går aftes rystede jorden igen.

Her modtog alarmcentralen flere end 500 opkald fra bekymrede borgere. Og selvom jordskælv er helt normale i Sydspanien, er det altså sjældent noget, men i voldsom grad bemærker.

Rystelserne i går aftes blev mærket i flere end 40 kommuner fordelt på seks andalusiske provinser. 

15 af opkaldene handlede om materiel skade forårsaget af faldende elementer, løsrivelser og revner. Det skriver aalrmmyndighederne i en pressemeddelelse.

Med tirsdag aftens antal har alarmcentralen modtaget næsten 700 opkald grundet rystelser siden weekenden.

Ifølge det nationale geografiske institut, IGN, blev der i Granada registreret flere end 30 skælv mellem klokken 22:36 i går og klokken 06:22 her til morgen. Tre af dem var over 4,0 på Ritcher-skalaen og alle blev hovedsageligt registreret i området Santa Fe, Atarfe og Cúllar Vega.

Opkald til 112

De første alarmopkald blev modtaget klokken 22:40, minutter efter det første jordskælv nord for Santa Fe, der målte på 4,3. Klokken 22:44 kom endnu et, der målte 4,2 vest for Cúllar Vega, og klokken 22:54 rystede jorden så igen denne gang med epicenter i Santa Fe.

De fleste opkald kom fra steder i Granada, men der kom også opkald fra Málaga (14), Jaén (13), Córdoba (9), Almería (5) og Sevilla (2).

Rystelserne blev bemærket i flere end 40 andalusiske kommuner:

Albolote, Alfacar, Alhendín, Armilla, Atarfe, Cacín, Cájar, Calicasas, Cenes de la Vega, Chauchina, Churriana de la Vega, Cijuela, Cúllar-Vega, Deifontes, Fuente Vaqueros, Gójar, Iznalloz, Jun, La Zubia, Láchar, Las Gabias, Loja, Maracena, Monachil, Cúllar Vega, Santa Fe, Vegas del Genil, Nívar, Ogíjares, Padul, Peligros, Pinos Puente, Pulianas, Salobreña, Valderrubio, Vegas del Genil y Villanueva de Mesía), Málaga y Jaén (Bailén y Úbeda), Almería, Córdoba og Sevilla.

Materielle skader

Med hensyn til materielle skader er der rapporteret om revner og løsrivelser af gavle og lignende i nogle hjem i Granada, Atare, Santa Fe og Maracena. Blandt de mest voldsomme hændelser er en mur, der styrtede sammen, på Calle Maestro José Merino i Maracena, samt nogle fliser, der faldt ned fra facaden af ​​Nuestra Señora de la Consolación-skolen i Granada By. 

I Santa Fe blev der rapporteret om delvis nedstyrtning af en skorsten på Calle Rosa de Luxemburgo samt en sammenstyrtning i et forladt hus i Calle Real. Ingen af ​​disse hændelser har medført personskader.

Seismisk aktivitet i området

Siden december er der registreret en række mindre jordskælv i den nordvestlige del af Granada i og omkring byerne Atare, Pinos Puente og Santa Fe. Disse er opstået i en dybde på omkring 10 kilometer og de fleste har målt under 2,5. 

Normalt mærkes skælv først af befolkningen, når vi kommer over 3,0.

Meget normalt

Vi minder som altid om, at den sydøstlige del af Spanien jævnligt er udsat for jordskælv, der opstår i forbindelse med sammenstød mellem den euroasiatiske og den afrikanske kontinentalplade. 

Faktisk forekommer det omkring 2.500 gange om året. 

Eksperter mener ikke, at der er nogen fare i forbindelse med mange jordskælv - snarere tværtimod. Hyppige små rystelser frigør nemlig energi fra jordens indre, som ellers ville akkumulere og dermed kunne resultere i langt kraftigere rystelser.

Og nu vi er ved at tale tingene ned på et normalt niveau, må vi også lige adressere en video, der cirkulerer for øjeblikket, om at der skulle være kommet store regner i Camino de Ronda i Granada på grund af jordskælvet... Men SÅ slemt var det altså heller ikke.

Det er en såkaldt 'bulo' altså en løgnehistorie, skriver Sur.es På Googles streetview kan man nemlig se, at revnen har været der længe:

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.