Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

“Løft dog flyene op i luften!”

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 22/07/2017 - 00:01

Fly & trafik Klumme

KLUMME: Hvor er verdens stærkeste pige, når man har mest brug for hjælp til at bokse med flyselskaber, der leger gemmeleg?

På redaktionen er vi i løbet af ugen blevet så overraskede over Primera Airs behandling af sine kunder, at jeg, da lørdagsklummen skulle skrives, måtte søge råd hos nogle helt uden for kredsen.

Jeg tænkte hurtigt på Pippi Langstrømpe, som jeg jo husker for at være en pige, der til enhver tid kunne klare enhver situation.

Jeg forklarede Pippi om situationen med forsinkelserne, de manglende informationer og det forhold, at flyselskabet ignorerer kravene om kompensation.

- Løft dog flyene op i luften, så de ikke kan transportere passager, før Primera Air har lært at opføre sig ordentligt, var Pippis prompte svar.

I virkelighedens verden ville det jo svare til, at man boykottede Primera Air. Og det ville jo nok være svært effektivt, hvis flypassagerne så kunne blive enige om det.

Under vores research af Primera Airs begrundelse for ikke at ville betjene kunderne med forsinkelseskrav, hviskede en kilde fra branchen mig i øret, at flyselskabets ledelse formodentlig har gjort en iskold økonomisk beregning over, at det ville være den billigste løsning. Mange passagerer vil give op undervejs.

For både Pippi og os andre med gammeldags holdning er det vanskeligt at forstå, at man kan drive virksomhed på den måde.

Fristelsen kan være stor

Man kan selvfølgelig stille spørgsmål om rimeligheden i EUs beslutning om kompensations-reglerne.

Der bliver i forvejen hældt mange omkostninger over på flyselskaberne - eksempelvis også konsekvenserne fra Islands aske. Eller for den sags skyld udgifter ved aflysninger og forsinkelser som følge af strejke-liderlige flyveledere.

En kompensation på 400 euro for en forsinkelse på over tre timer er i de fleste tilfælde højere end prisen for denne enkelte flyvning med et lavprisselskab.

For den forsinkede flyvning med PF559 fra Aalborg til Málaga den 12. juli svarer det til en udgift for flyselskabet på omkring 605.000 DKK.

Hvor mange penge Primera Air har solgt billetter for på denne flyvning, ved vi ikke, men skal jeg vove det ene øje ligger det nok i størrelsesordenen 310.000 DKK.

Men sådan er reglerne altså i EU i dag. Og så er der kun at følge dem eller land fly.

Fortæl, fortæl...

På redaktionen brugte vi i den forgangne uge meget energi på at få udtalelser om sagen fra Primera Air. Vi både ringede og skrev, men der kom ikke noget kommentar fra selskabet. 

Til gengæld kunne Primera Air godt få bladet fra munden torsdag, da koncernchefen for Primera Travel Group, islændingen  Andri Már Ingólfsson, fortalte pressen om sin glæde ved, at Primera Air -  med nye fly - fra næste år åbner nye lavprisruter til USA.

Ifølge en artikel i det islandske medie DV den 24. juli 2013 er Andri Már Ingólfsson eneejer af Primera Travel Group og bosiddende i Schweiz.

Som erstatning for kommentarer fra Primera Air fik vi indblik i maskinrummet hos Flyhjælp APS, der hjælper passagerer med at få kompensationen fra Primera Air.

Læs kommentaren her

Her hedder det blandt andet:

“Primera Air er det flyselskab, som vi har tredje flest sager med, kun overgået af Norwegian og SAS.”

Det er jo i sig selv ikke så underligt, når man ser på selskabernes størrelse. Ifølge AIRFLEETS.NET disponerer SAS over 155 fly, Norwegian over 133 fly og Primera Air over otte fly.

Flyhjælp ApS har givet os indsigt i de øvrige klagesager og ved hjælp af dem, kan jeg opstille denne enkle og helt overordnede statistik, som viser klagerne i forhold til antal fly i flyflåden:

  • Primera Air: 87,5
  • Norwegian: 22,71
  • SAS: 8,45

Primera Air er altså suverænt det værste selskab i forhold til sin størrelse.

Driftstilaldelse?

Spanien i Dag har også rettet forespørgsel til Trafikstyrelsen med spørgsmål om, hvorvidt der findes nogen grænse for, hvornår et flyselskabs driftstilladelse kan blive inddraget på grund af for mange tekniske fejl eller såfremt selskabet ignorerer passagerernes rettigheder.

På grund af ferie i direktoratet vil vi først kunne giver læserne svar ved senere lejlighed.

Ikke rimeligt!

Efter den seneste tids mange artikler om, hvordan flyselskaberne blæser på lovgivning og rettigheder har trafikordfører for Venstre, Preben Bang Henriksen, fået nok.

Nu vil han tage fat i trafikministeren og kræve handling. Ordføreren nævner specifikt Norwegian i den forbindelse.

Spanien i Dag skriver til Preben Bang Henriksen, om han i sin henvendelse til trafikministeren vil tage Primera Air med.

- Masser af passagerer hører intet om deres rettigheder. Vil de videre kan de kun vanskeligt finde adresser mails eller telefon, som lavprisselskaberne bevidst holder skjulte eller ubemandede, siger han til Spanien i Dag.

Og med mindre man har en ordentlig sjat penge til overs og en hel del stædighed, er der ikke mange muligheder:

- At gå i retten med brug af advokat vil under alle omstændigheder være en underskudsforretning. Eneste reelle mulighed findes via klage-selskaberne, der meget naturligt beregner sig 25 procent af erstatningen, siger han og fortsætter:

- Det kan ikke være rimeligt, at en passager, der har krav på 100 kroner, kun kan få 75.

Bravo?

Bravo Tours benytter Primera Air til sine charterflyvninger, og på redaktionen undrede vi os over, hvorfor de benytter et flyselskab, der ikke ligefrem er serviceminded over for kunderne.

På Bravo Tours hjemmeside under pressekontakter figurerer rejsebranchens Grand Old Man, Stig Elling, som ‘Rejseambassadør’. Stig ville dog ikke udtale sig, da vi ringede, men henviste i stedet til selskabets adm. direktør, Peder Hornshøj.

Peder Hornshøj, Bravo Tours benytter sig af Primera Air - hvordan har du det med den måde, selskabet behandler sin kunder på? At man ikke kan få fat på dem?

- Det kan man godt, men de har meget, meget travlt for tiden. På et tidspunkt her for nylig var der 154 personer på “vent”, og de sidder kun tre personer i servicecentret. De er der, men de har travlt.

- Og det er ikke kun Primera Air, der har problemer, det er alle selskaber. Det er faktisk ret kompliceret, da det er en EU-forordning, der reelt ikke har noget med forsinkelser at gøre, men med overbooking af fly. Engang overbookede man altid flyene, men pludselig begyndte alle at dukke op til deres afgang, og så blev den her forordning indført. Siden er man så begyndt at tolke den, så den også gælder ved forsinkelser. 

Men reglerne på området er jo ret klare, hvordan kan det være kompliceret?

- Det er fordi det handler om en EU-forordning, der faktisk er ved at blive lavet om. Og det, man venter på, er faktisk at få styr på, hvad der kommer til at ske med Gibraltar efter Brexit; om det bliver spansk eller engelsk.

Men reglerne lige nu er jo helt klare med hensyn til, hvornår man har ret til kompensation. Sidste år tabte netop Primera Air jo en sag i den danske højesteret vedrørende kompensation ved forsinkelse...

- Ja, men siden man dømt modsat og ændret præcedens igen. Blandt andet har SAS vundet to retssager, så tingene er ved at ændre sig.

Men det er jo ikke ændret endnu. Hvad vil du råde de berørte passagerer til?

- Hav tålmodighed. Pengene skal nok komme, hvis man er berettiget til dem. Jeg har aldrig hørt om nogen, der ikke fik deres penge til sidst.

Bravo Tours er i dag ejet af Primera Travel Group.

Lad os slutte denne lørdagsklumme af med en statistik fra Flyhjælp ApS, der viser klassens værste drenge med hensyn til, hvem der er længst tid om at udbetale kompensationer.

Læs også: Hvordan får jeg kompensation?

Og kan vi konkludere andet end, at man ved valg af flyrejse skal vudere på lidt mere end prisen?

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Kathrine Hesner & Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Dette indlæg, da jeg er lidt overrasket over, hvor mange kræfter man bruger på at skrive negative artikler om Primera Air. Man skulle næsten tro de var skrevet af en konkurrent, der gerne ville have hævet billetpriserne. Jeg er fast bosiddende i Spanien og har fløjet mange gange med Primera Air. Det kan godt være, at jeg har været "uheldig", men jeg har intet at klage over - jeg har altid fået en god service - til en rimelig pris ! Det er altid utrolig nemt at klage og forlange erstatning - det ville måske også være rimeligt at se, hvilket produkt man køber - og til hvilken pris ! Nogle af de åbenbart mange klagere burde måske bare droppe Primera Air helt og i stedet flyve med SAS eller Spanair til "normale priser " ???

Kære Palle


Tak for din kommentar, og det er skønt at høre, at ikke alle har dårlige oplevelser med Primera Air. Trods alt.

 

Vi er ikke ansat af nogen eller får på anden måde betaling for vores indhold. Vi har også kritiske artikler om Norwegian, Ryanair og alle mulige andre.

 

Vi sætter os ikke ned og finder på historier, men vi skriver naturligvis om det, der sker. Hvis vi skulle frasortere på grund af, at vi ikke ville skrive negativt om et bestemt firma, ville vi først have et forklarings- og troværdighedsproblem.

 

Vh - Redaktionen

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.