Læserhistorie
Skrevet af Torben Wilkenschildt, søn, 18/10/2020 - 07:00
Miljø Vejr og natur
NATUR: Det var kattens! Men velkommen alligevel lille du...
Denne historie er skrevet af Helle Andersen
Her i huset er katte en stor del af vores tilværelse og lige nu har vi en hjemme kat - en halv vildkat - der kommer ind og spiser, kæler og ikke mindst tigger for at få lidt yoghurt. Derudover er der nogle stykker af de vilde, der har fundet ud af, hvor der er mad. En kat skal ikke sulte.
Men sådan en skål med tørfoder kan også lokke andre dyr til. Vi er heldige, at det ikke er hverken mus eller rotter. Igennem de sidste mange år har fuglene muntret sig ved at gå og prikke en bid op i ny og næ, og det er skægt at se, hvordan de tager bestik af situationen med os og kattene, inden de flyver ind til skålen og betjener sig selv på tag-selv-bordet.
Fint besøg
I sidste uge har vi så haft andet og finere besøg. Det hele startede en morgen, hvor jeg ud af øjenkrogen så en ved madskålen på vores terrasse. Den så noget større ud end de katte, der normalt kommer og hilser på. Flere af dem startede med at komme i starten af indelukningen og som stadigvæk føler sig tilknyttet til området her hos os.
Stille og roligt gik jeg hen til døren for at lukke den til. Vores kat sad lidt inde og kiggede meget opmærksomt ud på vores nye gæst. Vi skulle ikke risikere, at en vild jagt skulle foregå inde i vores stuer.
Vores nye gæst var meget opmærksom og trak sig også en lille smule væk, mens jeg lukkede døren. Men madens fristelser overvandt tilsyneladende angsten for mig.
Snu som en rigtig ræv
Vi havde besøg af en ræv. Den er flot i pelsen, og vi er sikker på, at det er en unge. Vi har hele tiden kun set den ene, men vores nabo fortæller, at der er to, og de drikker fra poolen og leger med hinanden om aftenen i ly af mørket.
En aften gik den vilde jagt dog udenfor. Jægeren var ikke ræven, der var efter et mindre dyr, men en stor schæfer, der mente, at den ræv var et bytte, der var værd at løbe efter. Hvad jagten endte med ligger udenfor vores viden, for den fortsatte ud i den vilde natur.
Dog ved vi, at vi stadigvæk får besøg af en ræv, der har fået smag for kattemad og spiser her morgen og aften.
En lille ekstra historie
Svend, min mand, elsker jo at vandre og forleden mødte han en ræv ude i vildnisset lige her bag ved vores urbanisation. Den var ikke bange og virkede, som om den var vant til mennesker. Da Svend ikke har for vane at bære rundt på kattemad - men ræven da selvfølgelig skulle have lidt at spise - så delte han sit marcipanbrød med den. Der ville jeg godt have været den berømte flue på væggen og set det optrin.
Mange hilsner til alle
Helle Andersen
Tak til Helle. Skulle du have en lille historie, som du gerne vil dele med dine Amigos, sender du bare en mail til TW@spanienidag.es. Vi hjælper med det færdige resultat.
Du er også velkommen til at ringe på +34 648 448 448, hvis du lige vil have en snak om det først.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.