Fra sydens sol til Smilets By
Skrevet af Kathrine Hesner, søn, 15/03/2020 - 00:02
Fly & trafik
WEEKEND: Otte dages eventyr på skinner i stedet for tre og en halv time på vinger. Det er ikke helt billigt at rejse med tog, men det er sjovere, mere spændende og enormt hyggeligt.
Olaf og Ulla Jensen tilbringer otte uger på Solkysten hver vinter, men denne gang har de sat en ekstra uge på i hver ende og valgt at tage toget i stedet for at flyve.
I december tog de toget fra Aarhus til Málaga, og nu har de netop taget turen den anden vej.
Læs om turen fra Aarhus til Málaga her og få info om priser
I alt har de brugt otte dage på turen fra syd til nord, og dagene er blevet nydt i stor stil. Se bare med her:
Vi har haft en lang og dejlig togtur i dag. Først fra Torremolinos til Málaga, derefter videre til Madrid på knap tre timer. Efter et ophold der med tid til frokost gik turen videre til Avignon. Det tog cirka syv 7 timer.
Vi har kørt med højhastighedstog, det vil sige med en fart på op til 300 km/t. Togene er præcise, de er velholdte, og der er både spisevogn og en togstewardesse, der går rundt med en salgsvogn.
Vi nød de flotte landskaber fra togvinduet og har hygget os gevaldigt. Nu er vi flyttet ind på et hotel vi havde booket i forvejen, som ligger 500 meter fra stationen. Bare ikke den, som vi kom til. Den lå fire kilometer uden for byen :-) Vi bliver her i tre nætter og glæder os til at udforske byen i morgen.
Efter lidt af en omvej ankom de til hotellet
1. marts
Hold da op, hvor er Avignon en spændende by. Det er helt fortjent, at den er på UNESCOs Verdensarvsliste. Først og fremmest er der en 4,3 kilometer lang bymur rundt om den gamle bykerne. Den er bygget omkring år 0 og står der stadig.
Og så alle de andre fantastiske bygninger. Og pladser. Og gyder og stræder. Og park. Og selvfølgelig Rhône-floden.
Vi var heldige med vejret og fik set en masse. I morgen bliver det vist regnvejr, så der har vi planer om at kigge på museer.
1. marts var vejret fint i Avignon, Frankrig
2. marts
To museer plus besøg på Pavepaladset har vi klaret i dag. Nu skal vi heldigvis hvile benene i toget i morgen!
Pavepaladset i Avignon er verdens største gotiske palads
Men hold da op, de få, små hjerneceller er på overarbejde, Jacqueline Bustos (Ullas spansklærer i Torremolinos, red.). Sammen med dig skulle jeg glemme mit franske, og her er mit sparsomme spanske hele tiden på spil og laver ballade.
3. marts
Lokalbanen fra Avignon til Avignon TGV-stationen
Vi har igen haft en dejlig togtur. Godt nok med et par timers forsinkelse, fordi nogle mennesker opholdt sig på skinnerne - mere info fik vi ikke. Men den søde dame på togstationen i Mulhouse Ville fik byttet vores pladsbilletter til en senere afgang.
Sjovt med de forskellige “snuder” som forskellige landes højhastighedstog har
Som I kan se på kortet herover, tager vi ikke den lige vej hjem. Vi har lavet en afstikker til Zürich eller rettere til Uetliberg, som er et lille bjerg uden for Zürich.
Vi havde forelsket os i en beskrivelse af et hotel på toppen og har bestilt to overnatninger. Det er bilfrit område, så først tager man en bjergtogbane, og så går man det sidste stykke. Godt at vi har meget begrænset bagage med.
På gåben det sidste stykke
Udsigten deroppe fra
Her spiste vi aftensmad. Da vi så priserne blev vi enige om, at det er vores 35 års bryllupsdag vi fejrer her - lidt på forskud
4. marts
Vi vågnede op til en betagende udsigt med et snedækket landskab.
Efter dejlig morgenmad vandrede vi lidt rundt heroppe på bjerget, og derefter gik vi ned til bjergbanen.
Vi havde lidt svært ved at finde ud af billetkøbet og spurgte en kvinde til råds, - og det endte med at vi faldt så meget i snak, så vi tilbragte dagen i Zürich sammen med hende.
Elke er fra Australien, men af tysk afstamning. Hendes mand har job i Zürich, og Elke var på besøg. Hun viste os rundt, og vi fulgtes på en bådtur på søen. Det er skønt at have venner rundt i verden.
5. marts
Karlsruhe, Tyskland
Så slap heldet op, hvad angår vejr. Selvom vi har flyttet os fra Schweiz til Tyskland, har vi haft regn hele dagen. Men det er nok for at vænne os til danske forhold, inden vi kommer hjem på søndag...
Stationen i Zürich har mange sjove detaljer
6. marts
Seks grader, regn og blæst! En formildende omstændighed er god øl og lækre desserter, - ja, og så slottet i Karlsruhe. Her tilbragte vi formiddagen.
Der var en flot særudstilling om Kejseren og Sultanen, men også mange andre interessante ting at kigge på.
7. marts
Hamburg - sidste stop før vi er hjemme. Vi - men mest Olaf Jensen - sad i togvogn sammen med nogle skønne kvinder, der skulle på Polterabend med den kommende fru Skorstensfejer. Vi fik lov at gnide på knapperne på hendes uniform - det skulle bringe held.
Vi har været lidt rundt i byen, og bl.a. set det fantastiske rådhus både udefra og indefra.
Tungere var det at se Sct. Nikolaikirche, som blev ødelagt af de allierede i 1943, og står som et mindesmærke over de mange ødelæggelser, de mange døde og de mange hjemløse.
Og for at I ikke skal tro, at det kun er mig der elsker øl, så får I lige et billede af Olaf med et bette glas:
9. marts
Hvordan er det så at være hjemme igen?
- Vi kom først hjem i går (søndag den 8. marts, red.). Men vi er “hjemme “ med det samme, vi træder ind af døren. Det er spændende at være på tur, men også dejligt at være hjemme, hvor man ved hvordan alting fungerer.
- Lidt specielt er det jo i år på grund af Corona-virus. Vi har valgt at isolere os delvist i de første to uger, så vi mødes ikke med venner og familie foreløbig. Vi har ingen symptomer, men derfor kan man jo være smittebærer alligevel
Med ordet delvist mener Ulla, at de selv bevæger sig ud og køber ind, taler med naboer over hækken og så videre. Altså situationer, hvor man let kan holde afstand.
Kan I finde på at tage toget på ferie igen?
- Ja, vi vil gerne gøre det igen - og næste gang vælge en anden rute, så vi ser noget nyt, siger Ulla.
Ruten
Afgang lørdag den 29. februar fra Torremolinos til Avignon via Madrid. I Avignon havde de på forhånd booket tre nætter på hotel.
Derefter videre til Zürich eller rettere Uetliberg, hvor de havde to overnatninger.
Derefter videre til Karlsruhe, hvor de havde to overnatninger.
Og endelig en overnatning i Hamburg, inden det sidste stykke til Aarhus.
Pr person kostede returrejsen i alt kr 2.650 kroner for interrailpas plus pladsbilletter.
Tilgængelig for gangbesværede
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.