Livsbekræftende afslutning

For nylig døde et menneske, der stod mig nær. Afdøde ønskede ikke nogen kirkelig handling men derimod blot, at asken skulle spredes i naturen her i Spanien.

Kun de allernærmeste var til stede. Hvordan virkede handlingen på mig, må man egentlig sprede asken i naturen, og hvad gør danskere normalt, når de dør i Spanien?

Som de fleste andre har jeg oplevet alt for mange dødsfald. De fleste har været ved kirkelige begravelser eller bisættelser, som det også foregik med mine forældre.

Og vi ved nok alle, hvor mange følelser, der vælter ind over os, når vi ser kisten stå foran alteret med blomster og kranse, når orgelet bruser, sangene synges og præsten foretager jordpåkastelsen efter sin tale om afdøde.

De fremmødte kommer for at tilkendegive deres ære for afdøde, og alle møder op med sørgelige miner - også selvom afdøde huskes for gode og positive ting og måske omsider fik tiltrængt fred.

En anderledes handling

Min opfattelse af “det evige liv” har jo altid været den, at det er de afdødes ånd og positive minder, der lever videre i os. Som det er sket med både min far og min mor. De er da stadigvæk sammen med mig - også selvom min far døde for 37 år siden.

Tilbage til min oplevelse for nylig her i Spanien. Bedemandsfirmaet havde leveret urnen til afdødes bopæl, hvor jeg selv var tilstede sammen med afdødes datter. Urnen stod i hjemmet, indtil asken skulle spredes. Selvfølgelig var første møde med urnen en underlig fornemmelse, som man skulle forholde sig til. 

Men den blev hurtig god - fornemmelsen. Faren var jo død, og pludselig havde vi de jordiske rester nær samtidig med, at han stod lyslevende for os. Og han led ikke længere.

Den nærmeste familie og venner var samlet, og sammen kørte vi ud til det sted, hvor asken skulle spredes. Det var i et bjergområde, som afdøde havde nært forhold til; en lille skråning ved siden af et blomstrende mandeltræ og med udsigt ud over den smukke dal, hvor afdøde tidligere havde boet.

En stor ro og koncentration

Vi stod der. Solen tittede frem mellem skyerne og lyste op på skråningen i det smukke landskab. Urnen blev åbnet og asken strøet ned over skråningen. Så lå han der. Vinden spredte lidt af asken, og vi kastede blomster ud over asken. Pludselig kom nogle hvide sommerfugle flyvende hen over den spredte aske.

Følelserne blev uhindret koncentreret om det faktum, at vi stod over for de jordiske rester af en mand, som vi alle havde som et levende minde for os.

Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du genopstå. Mere præcist kan det næppe siges i denne situation. Snart vil regnen integrere asken i jorden, og når foråret kommer, vil der på skråningen vokse mange grønne planter og blomster, der vil gøre området endnu smukkere.

Oplevelsen var så god og stærk, at jeg besluttede, at når dagen kommer, vil jeg selv slutte på samme måde.

Hvad gør danskere i Spanien?

En hylde, havet, naturen eller et gravsted?

Jeg fik en snak med den danske præst ved Margrethekirken, Iben Snell, for at høre, hvad danskere i Spanien normalt vælger, at der skal ske med deres jordiske rester.

- Det er meget forskelligt. Nogle vælger, at urnen skal til Danmark, andre vælger at blive bisat på en kirkegård i Spanien, og andre igen vælger netop, at asken skal spredes enten i Middelhavet eller i naturen, fortæller Iben.

Er det lovligt at sprede asken?

I første omgang troede både afdødes datter og jeg, at det nok ikke er lovligt i Spanien. Men det kunne bedemanden afvise.

Det er lovligt både at sprede asken i naturen, i Middelhavet eller sågar på stranden i de tidlige morgentimer - blot man ikke generer andre.

Man skal dog huske at medbringe de dokumenter, man får i forbindelse med dødsfaldet.

For mange år tilbage var jeg selv med til, at aske blev spredt fra en båd i Middelhavet ud for Almuñécar. Det var godt nok anderledes dramatisk med bølger og vippen og en enke, hvor følelserne overmande hende, så hun ikke selv kunne sprede asken i havet.

I Danmark er det blevet lovligt at sprede aske over havet eller store fjorde, men ikke eksempelvis i søer. Efter en ny lov trådte i kraft i 2010, er det også muligt at søge om, at asken spredes for eksempel i en skov. Det skal der så gives specifik tilladelse til, ligesom man skal kunne fremvise et dokument fra afdøde med ønsket om, at asken skal spredes.

Lidt humor

På hjemmesiden www.farvel-til-livet.dk er der en kommentar til den nye lov:

“Det er dejligt, at loven blev ændret inden, jeg har stillet træskoene. Jeg har overvejet, at få min aske spredt ud over havet, men når jeg så tænker på alle de gange, jeg er blevet søsyg, så virker det forkert, at de sidste rester af mig skal havne på vandet. Jeg har derfor i stedet valgt, at blive begravet i skoven.”

Dropper gravsteder

I Danmark er det iøvrigt blevet mere og mere almindeligt, at asken bliver spredt og gravsteder droppes.

Jeg forstår det godt. Man ønsker vel ikke at blive husket for besøg på en grav, hvor ens jordiske rester for længst er rådnet op. Det giver bare tårer og minder om begravelsen. Så er det vel bedre at blive husket for de gode ting, man har gjort, hvis der er nogen. Det må give smil.

Der er jo også det økonomiske spørgsmål - det er ikke billigt at vedligeholde et gravsted - og hvor længe skal man blive ved med det? Normal købes et gravsted fpr en periode af 20 år, og det kan senere blive svært at træffe beslutningen om at nedlægge gravstedet. I sær for den næste generation.

Hvis asken bliver spredt i naturen, er det jo for evigt. 

Kirkelig handling i naturen?

Jeg fik den tanke, at nogen her i Spanien måske gerne ville kombinere en handling med spredning af aske og præstens deltagelse i naturen. Altså uden den kirkelige handling.

- Det vil sikkert godt kunne lade sig gøre, men det bliver uden præstekjole, svarer Iben Snell.

Hvad mener du?

Har du et synspunkt eller forslag til, hvad man kan gøre med sine jordiske rester, så skriv dem som en kommentar til denne klumme.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

Link:

Kristendom.dk: Begravelsesritualer

Kirkeministeriet: Askespredning

Kirkeministeriet: Urne på privat grund

Retsinformation: Bekendtgørelse af lov om begravelse og ligbrænding