Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ny borgmester i Mijas

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 15/06/2015 - 01:00

Samfund og Politik

POLITIK: Drama til det sidste og dårlig opførsel med hujen og piften fra tabernes tilhængere.

Ciudadanos spidskandidat, 44-årige Juan Carlos Maldonado, var - som vi tidligere har skrevet, tungen på vægtskålen, da der skulle vælges ny borgmester i Mijas Kommune lørdag den 13. juni klokken 12:00

Dramaet varede til det sidste. Først fredag aften faldt afgørelsen efter Ciudadanos havde forhandlet både til venstre og højre i det nye byråd.

Juan Carlos Maldonado forlod det socialistiske parti, PSOE, i januar i år og gik til Ciudadanos efter han var blevet stemt ned som PSOEs spidskandidat. I stedet fortsatte Fuensanta Lima, der heller ikke ved det forrige kommunalvalg i 2011 var i stand til at føre PSOE hidtidige lederskab videre.

Der havde været mange forhandlinger med PSOE om at indgå en alliance i forbindelse med valget af borgmester. Juan Carlos Maldonado krævede dog, at det var ham, der blev borgmester, men det ville PSOE ikke være med til, selv om det kunne have givet partiet en væsentlig større indflydelse på den fremtidige politik i Mijas.

Med PSOE som støtte, ville partiet blive trukket mod højre, mens en støtte fra PP ville trække dette parti mod venstre i salen. Ciudadanos kan bedst betragtes som et midterparti.

Byrådssalen var fyldt til sidste plads. Kun inviterede havde adgang

Alle på plads

José Manuel Paez i grå habit. Til venstre afgående borgmester Angel Nozal

På slaget 12:00 startede det konstituerende byrådsmøde. Seancen blev ledet af kommunens sekretær, José Manuel Paez.

Efter første punkt på dagsordenen, der var oplæsning af den formelle procedure, skulle hver af de nyvalgte byrådsmedlemmer aflægge ed for at ville overholde den spanske grundlov.

Hver enkelt kom op og lagde hånden på bogen med grundloven “La Constitución” og sagde enten “juro” - jeg sværger - eller “prometo” - jeg lover. Højre-siden sværgede, mens venstre-siden begrænsede sig til at love.

Den nye borgmester har netop aflagt ed

Næste punkt på dagsordenen var valget af borgmester. Igen blev hver enkelt råbt op, kom op til urnen og lagde kuverten med sin stemme ned i urnen.

Sekretæren overvågede nøje, at alt gik rigtigt til - og det gjorde alle andres øjne også…

Juan Carlos Maldonado var gravalvorlig under hele seancen

Resultatet

Stemmesedlerne er lagt i bundter

Antonia Santana: 2 stemmer (Podemos 2)

Fuensanta Lima: 7 stemmer (PSOEs egne)

Juan Carlos Maldonado: 16 stemmer (5 egne + PPs 11)

Afgørelsen var en kendsgerning med 16 ud af i alt 25 stemmer.

Pøblen

Det var mere end pinligt, da PSOE-tilhængere i salen hujede og piftede ved valget af den nye borgmester. Få dage inden havde de i ugevis siddet ved forhandlingsbordet med gode toner. Men de opdagede ikke den politiske realitet.

Den første til at lykønske Juan Carlos Maldonado var Angel Nozal, der nu bliver viceborgmester.

Derefter gik Juan Carlos Maldonado rundt for at give de øvrige byrådsmedlemmer hånden. Her var det også mere end pinligt, da et af PSOE-byrådsmedlemmerne drejede hovedet væk og nægtede at give ham hånden.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvor godt det var, at PSOE var blevet parkeret på et sidespor.

“Borgmester for alle”

Sekretæren har netop overdraget den symbolske “El bastón” - borgmester-stokken - til vinderen.

Umiddelbart herefter rejste Angel Nozal sig og overlod sin plads til Juan Carlos Maldonado, der holdt sin første tale som borgmester.

På mange måder mindede talen indholdsmæssigt om den aftale, som Ciudadanos indgik med PSOE i det andalusiske parlament.

Han lagde vægt på en regenerering af demokratiet, at undgå konfrontationer mellem partierne i byrådssalen og opfordrede til, at man satte fokus på Mijas-borgernes interesser og ikke parti-interesser.

Han lovede at ville blive alle Mijas-borgernes borgmester.

Han ønsker at ændre den lokale administration med forenklinger og reducere de tillidshverv, som kun gavner embedsmændene. 

Juan Carlos Maldonado er selv økonom, og han vil lægge stor vægt på, at der genereres en produktiv økonomi, der vil fjerne arbejdsløsheden, stimulere erhvervsklimaet og udvikle Mijas til en foregangsby for turisme. 

Han understregede, at Mijas har et stort potentiale og det skal udnyttes til, at Mijas-borgerne får det bedst mulige liv.

Borgmesteren sluttede med ordene: “Fejhed ændrer intet - mod ændrer alt.”

Hele seancen var overstået på 32 minutter.

Udemokratisk

Bagefter talte jeg med én af de detroniserede PSOE-tilhængere. Hun mente, at det var udemokratisk, at Juan Carlos Maldonado var blevet borgmester med kun 5 pladser bag sig. 

- Havde det været mere demokratisk med Fuensanta Limas 7 pladser?

- Er det vælgerne eller byrådet, der vælger borgmesteren?

- Er det ikke demokratisk, at borgmesteren er blevet valgt med 16 ud af 25 stemmer?

- Er du bekendt med den nye politiske situation i Spanien, hvor det bliver nødvendigt, at samarbejde hen over midten?

Ingen af svarene er nævneværdige.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.