Endnu en hval strandet
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 12/05/2016 - 10:03
Vejr og natur
VIDEO: Tre ton tung hval skyllede op på stranden i Sydspanien, og i 11 timer knoklede frivillige for at redde dens liv.
Folk i den sydvestspanske by Ayamonte, der havde regnet med en hyggelig dag på stranden onsdag, kom i stedet på rigtig hårdt arbejde.
En otte meter lang babyhval var nemlig skyllet op på stranden i går morges, og lokale frivillige brugte 11 timer på at redde den unge, men store hval, skriver The Local.
Spaniernes indsats var desværre forgæves, melder RTVE.
Selvom de frivillige formåede at trække hvalen til vandkanten, var det svage dyr ikke i stand til at svømme ud i det åbne hav og døde, da den blev presset ind i en bølgebryder.
Opfordrede folk
Spaniens dyrerettigheds-parti, Pacma, opfordrede onsdag frivillige til at hjælpe hvalen via Twitter, mens lokale lagde en video ud af personer, der forsøgte at køle hvalen ned ved at kaste vand på den. Du kan se videoen herunder.
@PartidoPACMA Ballena varada en Ayamonte. En menos de 1h ha quedado en arena seca. Se necesitan voluntarios. pic.twitter.com/9SVmWlkOPr
— Kike (@KikeKarnacea) 11. maj 2016
Eksperter har bekræftet til El País, at det var en ”ung finhval”. En art der typisk bliver 18 til 24 meter lang og kan veje op til 90 ton.
De mener, at hvalen skyllede op på kysten på grund af de nylige storme i område og havde håbet, at pattedyret kunne bringes sikkert tilbage i havet onsdag aften.
I februar skyllede en 15 meter lang finhval op ved Blokhus i Danmark
Finhvalen er det andet tilfælde på en uge i Sydspanien. I sidste uge skyllede en næbhval op på en strand ved Benalmádena.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.