Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ryanair skal til lommerne

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 12/02/2020 - 10:59

Fly & trafik

FLY & REJSE: Lavpriskongen af luften er blevet dømt til at tilbagebetale penge opkrævet for håndbagage. Igen...

Det irske lavprisselskab Ryanair er blevet dømt til at returnere 50 euro til en passager, der havde meldt flyselskabet for at have opkrævet et gebyr for hende og tre andre passagerer for at medtage håndbagage i flyets kabine.

Det regnes nemlig i modstrid med luftfartsloven.

Også Norwegian er netop startet med at kræve penge for kabinekufferter. Læs mere her

Krævede penge tilbage

Passageren havde betalt for fire gange priority-billetter på turen fra Liverpool til Alicante, for at kunne have en lille kabinekuffert med hver. 

Da hun var kommet vel hjem til Spanien, klagede kvinden Ryanair, som nægtede at tilbagebetale beløbet, så hun besluttede at anmelde selskabet den 13. februar 2019. 

Og den 31. januar dømte handelsretten i Alicante med base i Elche til fordel for sagsøgeren, skriver Diario Información.

Dommen er hovedsageligt baseret på artikel 97 i den spanske luftfartslov, hvori det hedder, at håndbagage skal inkluderes i billetprisen.

Ikke første gang

Ikke overraskende er Ryanair ikke så meget for at lave alt for meget opmærksomhed om sagerne, men siger dog i en kommentar, at man betragter det som en enlig svale, og at man ikke har nogen planer om at ændre reglerne af den grund.

Det er dog ikke første gang.

I oktober 2019 blev Ryanair nemlig også dømt til at tilbagebetale penge i en lignende sag i Madrid. Da drejede det sig om 20 euro, som altså passageren fik retur.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.