Sejre fejres - nederlag sendes i glemmebogen

Anledningen er 523-året for dengang Christoffer Columbus opdagede Amerika. En ekspedition der resulterede i barbariske plyndringer, mord og voldtægter. Og som eksempel har efterladt lande som Haiti og Den dominikanske Republik i fattigdom lige siden.

Men der tales eller fejres ikke noget om den 12. august 1898, hvor hele det spanske koloniimperium skvattede sammen.

Læs historien om Christoffer Columbus her: En rigtig sørøverhistorie

Den 12. august 1898 er tilsyneladende en dato, der søges sendt i glemmebogen. Det var den dag, hvor Spanien tabte Den spansk-amerikanske krig. 

Krigen resulterede i, at USA fik kontrol over spanske besiddelser i Caribien og Stillehavet. Besiddelserne var: Cuba, Filippinerne, Guam og Puerto Rico. Cuba fik sin selvstændighed, og resten af områderne blev købt af USA fra Spanien for 20 mio. USD.

Baggrunden for krigen var det cubanske spørgsmål, som i hele det 19. århundrede havde været et konfliktspørgsmål mellem Spanien og De Forenede Stater. Cuba var — tillige med Puerto Rico — den sidste rest af det store kolonirige, som Spanien tidligere besad i Amerika, men som stykke for stykke var blevet revet ud af dets hænder ved revolutioner. 

For Amerika var Cuba en vigtig besiddelse, forsømt under det spanske herredømme, men et rigt felt for amerikansk foretagsomhed, hvis det kunne lykkes at bringe det ind under De Forenede Stater. Cubanernes separatistiske tendenser fandt derfor let støtte i Amerika. Det spanske regimente på øen havde fremkaldt en ikke ringe uvilje hos befolkningen både på grund af politiske og finansielle forhold. Der dannedes et stort, spansk-fjendtligt parti, der blev støttet af Amerika.

I 1896 indsatte den spanske militære kommando en ny guvernør, Weyler, for at opnå en kraftigere bekæmpelse af oprørerne. 

Weyler slog ind på en ny metode - ‘koncentrationerne’ -, som gik ud på at afskære oprørerne fra alle fornødenheder. Landbefolkningen blev mod eller med sin vilje samlet i byerne, og al høst blev ødelagt. For den civile befolkning opstod der som følge heraf store lidelser, nød og elendighed. I mange byer voksede dødelighedsprocenten til 20 til 25 %. 

I Amerika steg ophidselsen stadig. Men endnu tøvede præsident William McKinley og valgte, forhandlingernes vej. Disse førte vel ikke til noget direkte resultat, men i oktober 1897 kom der et nyt ministerium i Spanien: Sagasta blev ministerpræsident, efter at forgængeren, Cánovas, var blevet myrdet. Sagasta tilbagekaldte general Weyler, som afløstes af Marechal Blanca.

Der blev nu tilstået Cuba selvstyre. Men denne reform kom for sent, og trods alle Marechal Blanca’s ærlige bestræbelser vedblev elendigheden på øen. Oprørernes eneste svar på Blanca’s fredelige skridt var ‘uafhængigheden eller døden’. Trods amnesti, ophævelse af ‘koncentrationerne’ og reformer på landbrugets og industriens område fortsatte frihedskæmperne kampen under Maximo Gomez og de Cisneros ledelse. Krigen blev blot endnu mere forbitret og ubarmhjertig ført, ikke mindst fra frihedskæmperne side, og da den spanske guvernør kun var herre i byerne, men magtesløs uden for disse, løb de spanske reformer for en stor del ud i sandet.

Under alt dette havde vreden i Amerika efterhånden nået kogepunktet, og et par tilfældige begivenheder fremkaldte eksplosionen. Først et uforsigtigt affattet brev fra den spanske gesandt i Washington. Det blev opsnappet og den 9. februar 1898 offentliggjort af cubanske agenter og viste sig at indeholde nogle lidet smigrende udtalelser om McKinley. 

Til trods for, at Spanien straks afløste gesandten og gjorde de fornødne undskyldninger, lod stemningen i Amerika sig ikke berolige, og nu indtrådte den begivenhed, som fik bomben til at springe. 

Den 15. februar 1898 sprang det amerikanske panserskib ‘Maine’, der var stationeret i Havanna, i luften; der var 253 døde og sårede. Helt opklaret er grunden til denne katastrofe aldrig, omend sandsynligheden taler for, at det drejede sig om et ulykkestilfælde. Men for almenheden i Amerika stod katastrofen straks som en forbrydelse. Der blev iværksat en undersøgelse, og præsidentens konklusion på undersøgelsen, lod temmelig tydelig skinne igennem, at spanierne ikke var uden skyld i katastrofen. 

På sin side erklærede den spanske regering, at Spanien ingen som helst andel havde i det skete og tilbød at lade sagen komme for en international voldgift. Herpå indlod den amerikanske regering sig nu ikke. Den fremsatte heller ikke nogen formel fordring på skadeserstatning, men forhandlingerne om forholdene på Cuba antog fra nu af en udpræget skarp karakter, som ikke kunne lade tvivl åben om, hvor det bar hen. 

Forgæves søgte de seks europæiske stormagter at mægle, et tilsvarende skridt fra pavens side havde snarere den modsatte virkning end den tilsigtede, og den 18. april 1898 kom bruddet, idet De Forenede Stater anerkendte Cubas uafhængighed og forlangte, at spanierne skulde rømme øen. Den spanske regering svarede ved at tilbagekalde sin gesandt i Washington og sende den amerikanske gesandt i Madrid ud af landet.

Hverken amerikanerne eller spanierne var i virkeligheden forberedt på krigen - eller havde umiddelbart kapacitet til at gennemføre den. 

Aktuelt bestod den disponible amerikanske hær af blot 26.000 mand, men regeringen besluttede, at der senest den 10. maj skulle være 70.000 mand klar til overførsel til Cuba.

Spanien havde ikke nogen særlig kolonihær. På Cuba rådede man over 150.000 mand. Heraf var dog kun henved 80.000 mand tjenstdygtige, resten var på hospitalerne, og i det hele taget svarede hærens kamp dygtighed på ingen måde til dens betydelige størrelse og var derudover spredt over hele øen.

Havanna var uangribelig, og noget andet rimeligt strategisk mål fandtes ikke for et ekspeditionskorps af den størrelse som som general Shafters. Krigen indledtes under disse omstændigheder på havet: den amerikanske flåde blokerede Havanna. En spansk eskadre under admiral Cervera afgik fra hjemlandet til de vestindiske farvande, men løb ved ankomsten til Cuba den 19. maj ind i Sanjagos havn, som den foreløbig ikke forlod, og hvor den snart efter indesluttedes af en amerikanske eskadre under admiral Samson.

Den 31. maj fik general Shafter ordre til at afgå til Cuba for sammen med flåden at angribe Sanjago og tage eller ødelægge den spanske eskadre.

Den 20. juni ankom denne flåde ud for Cubas sydøstkyst, og landsætningen fandt sted den 22. juni efter et voldsomt bombardement. Spanierne gjorde ingen modstand, de havde rømmet Baiquiri, før bombardementet begyndte. 

Søslaget ved Sanjago havde en betydelig moralsk virkning såvel på byens forsvarere som på angriberne. General Shafter fattede atter mod og besluttede at fastholde sine stillinger, mens forsvarernes mod naturligvis sank stærkt ved efterretningen om deres flådes ødelæggelse. Det kom til forhandlinger, og den 16. juli kapitulerede Sanjago. 

Med sit overherredømme på havet rettede Amerika nu kursen mod Puerto Rico, der ligeledes var en spansk koloni. De spanske soldater på Puerto Rico var alt for svage til at kunne modsætte sig landgangen. De måtte indskrænke sig til at forberede forsvaret af selve hovedstaden. Trods den ringe modstand, amerikanerne mødte, skred deres operationer langsomt frem, og da fjendtlighederne den 13. august blev erstattet af fredsforhandlinger, var der endnu ikke nået noget afgørende resultat.

Kampen om Filippinerne var nærmest en søkrig. Efter et søslag ved Cavite var det spanske forsvar i virkeligheden dødsdømt og øernes fald kun et spørgsmål om tid. Admiral George Dewey fremkaldte uden vanskelighed oprør på øerne, dette bredte sig hurtig til provinserne nord og syd for Manila, og snart kunne frihedskæmpernes leder, Emilio Aguinaldo, angribe hovedstaden med omkring 5.000 mand.

Spaniernes modstandskraft var blevet brudt og den 26. juli indledte regeringerne fredsforhandlinger. Den 12. august var fredsbetingelserne klar, og det var de samme, der stod i den officielle fredstraktat i Paris den 10. december.

Spanien opgav alle rettigheder med hensyn til Cuba, afstod Puerto Rico og sine andre besiddelser i Antillerne såvel som øen Guam. Med hensyn til Filippinerne blev de overladt til De Forenede Stater mod betaling af 100 mio. franc. Selve krigen, der var ført under højst ulige vilkår for de to parter, havde varet i 4 måneder.

På Filippinerne udbrød der straks et oprør blandt frihedskæmperne, som havde håbet på at få selvstændighed. Cuba blev formelt en selvstændig stat, men i praksis en amerikansk lydstat. De cubanske frihedskæmpere blev udmanøvrerede. Øen blev holdt besat af USA frem til 1902, da man fik en egen regering, men samtidig tvunget til at anerkende Platt-tillægget til grundloven, som gav USA ret til at blande sig i Cubas styre. Platt-tillægget var i kraft frem til 1934.

Krigen fik især betydning på to måder: den markerede på mange måder afslutningen på Det spanske koloniimperium. Det spanske imperium havde været for nedadgående siden begyndelsen af århundredet som en følge af Napoleons invasion af landet. Tabet af Cuba blev et nationalt traume, eftersom man anså Cuba mere som en provins af Spanien end som en koloni. 

Året efter krigen solgte Spanien sine få resterende kolonier i Stillehavet til det tyske kejserrige og havde dermed kun nogle mindre kolonier og/eller protektorater i Afrika tilbage: Spansk Vestafrika, Spansk Guinea, Spansk Sahara, Spansk Marokko og De Kanariske Øer, alle tyndt befolkede.

USA var på sin side blevet en kolonimagt ved at overtage tidligere spanske kolonier, og McKinley den første amerikanske præsident, som ved hjælp af krig skaffede USA et oversøisk inflydelsesområde.

Når jeg på mandag endnu engang ikke kan undgå at høre om Día de la Hispanidad, vil jeg på ny holde i erindring, at det hele endte i fiasko.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt