Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

SKAT bremser gode ambassadør-visioner

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 05/03/2016 - 00:01

Klumme Samfund og Politik

KLUMME: Danmarks ambassadør i Spanien, John Nielsen, har været på charmeoffensiv i Málaga Provinsen.

Men nytter det? Under mødet på Rådhuset i Fuengirola gjorde danske erhvervsdrivende det klart, hvor alvorligt det er, at der ikke længere er skatteaftale mellem Danmark og Spanien.

I august 2015 overtog John Nielsen teten fra Lone Dencker Wisborg som dansk ambassadør for Spanien og Andorra.

Tirsdag den 2. marts var der officiel reception i Spejlsalen på rådhuset i Málaga, og onsdag var der arrangement på rådhuset i Fuengirola, hvor borgmester Ana Mula havde inviteret ambassadøren til at trykke hånd med nogle repræsentanter fra det lokale, danske erhvervsliv

Senere på dagen deltog John Nielsen i den årlige generalforsamling i Margrethekirkens Venner.

Til arrangementet på rådhuset i Fuengirola var der mødt flere end 60 danske erhvervsdrivende op til den såkaldte “arbejds-morgenmad” i byrådssalen.

Ved hovedbordet sad byrådsmedlem Rodrigo Romero, der har ansvaret for turisme og udlændinge i byen, borgmester Ana Mula, ambassadør John Nielsen og den danske konsul i Málaga, Marisa Moreno

Borgmesteren bød velkommen og udtrykte sin glæde over det store fremmøde, og at det var lykkes på denne måde at få kontakt til en stor del af danske erhvervsdrivende og - ledere.

Ana Mula kunne oplyse, at der i Fuengirola er registreret 1.187 danskere.

Herefter takkede John Nielsen borgmesteren - etiketten skal jo overholdes - og fortalte derefter om sine visioner som dansk ambassadør i Spanien.

Det er hans ønske at komme bredere ud i hele landet og få kontakt med de danske virksomheder, som findes i de forskellige områder. 

Under ambassadørens besøg i Málaga Provinsen fortalte han ligeledes, at det var et initiativ til at ofordre danske investeringer til at etablere sig i andre områder end Madrid og Catalonien.

John Nielsen understregede også, at alle er velkommen til at kontakte ambassaden, hvis man har brug for hjælp, og så vil ambassaden hjælpe i den udstrækning, man har kompetence til.

De danske erhvervsdrivende

Efter sit indlæg åbnede John Nielsen for spørgsmål og kommentarer, og den første, der fik ordet var Hans Hugo From, direktør for biludlejningsvirksomheden Helle Hollis.

Hans tog fat i det altoverskyggende problem med den manglende dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Spanien, som har bremset tilflytningen af danskere til Spanien.

Problematikken blev understreget af Pernille fra Silkeborg Flytteforretning, der kunne bekræfte Hans Hugo From udsagn.

Marisa Moreno foreslog, at der blev oprettet et register over de danske - eller danskledede - virksomheder.

Hele seancen foregik på spansk.

Du kan se en video fra mødet hos Fuengirola TV. Videoen ligger først i nyhedsprogrammet og varer i godt syv minutter.

Klik her for at se videoen

Personlig samtaler

Efter mødet fik Benny Olsen, der er formand for skatteforeningen Redan, en samtale med ambassadøren. Benny lagde ikke skjul på, hvor alvorligt det er, at der efter så mange år endnu ikke er kommet en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Spanien.

Både den danske kirke og klub styrtdykker i antallet af medlemmer, og den manglende tilflytning truer servicefunktionerne og det danske erhvervsliv i den danske koloni.

Dertil kommer tabene for den danske stat - både i forventede pensionsbeskatninger ved opsigelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten - DBO -og dansk erhvervslivs tab.

Hvis du skulle have glemt, hvad konsekvenserne af opsigelsen er, kan du genopfriske hukommelsen i denne artikel: ‘Forkert sandhed’ har kostet én milliard

Katastrofe

Der er ingen tvivl om, at Danmarks opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten er ét af de sorteste kapitler i forholdet mellem Danmark og Spanien i nyere tid. 

Det bliver heller ikke bedre af, at minister og embedsmændene i det lille Danmark legede bodybuildere ved at opsige overenskenskomsterne med Spanien og Frankrig på én gang. Og efterfølgende alene har ville løse problemerne med begge lande på én gang.

Netop den handling har gjort det hele så kompliceret, fordi Danmarks forhold til Frankrig er langt mere kompliceret end til Spanien.

Formanden for skatteudvalget i 2011, Niels Helveg Petersen, fastslog, at Folketinget ikke havde fået de korrekte oplysninger, inden opsigelsen blev vedtaget på foranledning af daværende skatteminister Kristian Jensen.

Paradoks

I dag er Kristian Jensen som udenrigsminister blevet chef for ambassadør John Nielsen - og altså den person, der i sit tidligere virke satte en stopper for John Nielsens visioner.

Selvfølgelig kan John Nielsen ikke give sin chef beskeder. Men lykkeligt ville det være, hvis Kristian Jensen løftede røret og ringede til skatteminister Karsten Lauritzen:

“Karsten, du ved godt, at jeg dummede mig ved at opsige dobbeltbeskatningensoverenskomsten med Spanien og ikke havde styr på konsekvenserne. Nu sidder jeg som udenrigsminister, og mine ambassadører i både Frankrig og Spanien brokker sig over, at de ikke kan realisere deres visioner.

Kan du ikke hjælpe mig med at få det løst nu. Adskil aftalerne med Spanien og Frankrig, der alligevel er forskellige, og sørg for at en ny aftale med Spanien falder på plads inden bøgen springer ud.

Tag eventuelt en snak med Sophie i Sundheds- og Ældreministeriet samt Claus i Finansministeriet. De vil sikkert begge kunne dokumentere, at det er en god forretning for Danmark, når pensionisterne bor i Spanien. Det er langt dyrere at have dem i Danmark med både det ene og det andet tilskud.”

Lykkelige

Jo, rimeligt ville det være, hvis danske politikere og embedsmænd efter otte års slendrian ville sørge for nye dobbeltbeskatningsoverenskomster i en fart.

Og alle bliver lykkelige. Sophie får ikke så mange udgifter og bedre plads på de danske hospitaler, danske borgere slipper billigere i skat, John kan realisere sine gode visioner i Spanien, danske virksomheder vil turde investere, Den danske Kirkes menighed får klarhed over, om den skal sælge eller kan bevare kirken, Den danske Klub om den også skal lukke ned, de danske erhvervsdrivende om de skal skifte leverpostej ud med serrano-skinke og skifte de danske ansatte ud med spaniere.

Og endelig vil danskere få råd til at bo i et klima, der er langt bedre for helbredet, når man er oppe i årene, og bedre for pengepungen, når der skal købes ind og betales for blandt andet varme.

Lad os håbe, at vi kan fejre denne glæde, når bøgen springer ud.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.