Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Vi flytter fra Centro Idea

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 23/03/2015 - 01:00

Erhverv & Service

SPANIEN I DAG: Alt har sin tid, og i dag "bor" vi i online - derfor siger vi adiós til det store, fysiske kontor.

Efter vi sluttede med DR Sydeuropa den 1. januar 2014, har vi ikke længere behov for det service-kontor, hvor abonnenterne tidligere henvendte sig, hvis de havde problemer med deres smartkort eller receivere.

I dag er vores primære aktivitet den daglige avis, som jo udkommer i “hele verden” 365 dage om året. Vores læsere og abonnenter er spredt over hele Spanien, Danmark, Norge og Sverige. Det betyder, at vi ikke længere kun er en lokalt orienteret virksomhed.

Vores stofområde er både spanske nyheder og rejseoplevelser i hele landet.

Vi har allerede faciliteter disponible i Fuengirola centrum, men for at give os alle større fleksibilitet, vil der også være mulighed for, at den enkelte kan arbejde hjemmefra eller lige der, hvor vedkommende måtte være på farten. Eksempelvis for at producere en ny rejseartikel.

Det vil også kunne give den enkelte medarbejder et bedre liv at være mindre bundet af et kontor. Eksempelvis giver det frihed til at være hos sin familie i Danmark i en periode eller opholde sig ude på landet.

Nutidens teknologi gør det jo muligt at arbejde fra et hvilket som helst sted og lægge artiklen op i “skyen”, hvor avisen jo reelt ligger.

Og kommunikationen mellem medarbejderne kan let ske på både skrift og med lyd og video gennem et af de mange programmer, der findes hertil. Når vi altså ikke er samlet til redaktionsmøder i virkelighedens verden.

Vi har været glade for at være i Centro Idea de mange år, og selvfølgelig vil vi savne det. Men som jeg skrev indledningsvis har alt sin tid - ikke mindst i den lynhurtige IT-verden, som vi lever i.

Samtidig er det i dag sådan, at stort set al kommunikation med vores læsere, abonnenter og de, der giver os tip om nyheder, sker via email eller over telefonen.

Vi flytter fra lokalet i Centro Idea den 1. maj, og i vores avis vil du altid kunne læse, hvordan du kan træffe os.‏

 

Kommentarer

Hej Torben godt gået!

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.