Stor madoplevelse med dansk islæt
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 06/06/2016 - 12:26
Rejser & oplevelser
MAD & VIN: Málaga har et hav af muligheder, når sulten skal stilles, men nu er der kommet en ny sværvægter på banen i Fuengirola med uhørt lækker og spændende mad inspireret af det nordiske køkken. Kombineret med surdejsbrød og fantastisk service er der ikke et øje tørt.
For under en uge siden slog Stema dørene op for folk, der elsker mad og sætter pris på at få andet end bare sulten stillet. Her kan man få en vild madoplevelse.
Husk at like vores facebookside
Ved første øjekast foregår der ikke ret meget på tallerkenen, men så snart den første bid rammer tungen, foregår der rigtigt meget.
Langtidsbagt vandmelon
Stema er ikke et sted, du skal tage hen for at få noget hurtigt i skrutten og videre i livet. Det er gourmet-mad i roligt tempo, i små, flotte og delikate portioner og med et væld af smage og teksturer.
Prisen er fast og i den højere ende, så det er nok ikke der, man kommer til at spise fast hver aften. Menuen koster 35 euro, og så kommer drikkevarerne oveni, men det er bestemt prisen værd og kan snildt måle sig med gourmet-restauranter andre steder - målet er da også at få en Michelin-stjerne!
27-årige Stefania Menna er en af folkene bag byens nye gourmet-restaurant
Stema inviterede Spanien i Dag indenfor i de flotte lokaler for at opleve menuen, der består af fem retter - samt et par ekstra bonus-retter, som kokken lige føler for.
Indretningen er ret nordisk og minimalitisk, men uden at være kold, og betjeningen er venlig, sjov og vedkommende.
Hyggeligt og enkelt uden at være koldt
Italiensk par - dansk inspiration
Folkene bag er italienerne Stafania Menna på 27 og hendes mand Marco Muselli på 31.
De har været i mange lande for at samle inspiration - blandt andet på nogle af de bedste steder i København. Derfor er brødet også oplevelse i sig selv, da det er surdejsbrød i forskellige variationer, der kommer på bordet.
Menuen med fem retter koster 35 euro og ændres hver anden dag, så du kan altid opleve noget nyt. Der er også en frokostmenu til 23 euro
Du kan ikke vælge fra et menukort, men kan til gengæld bare læne dig tilbage uden at tage stilling til noget og bare nyde, hvad der bliver sat foran dig. Og gør dig selv en tjeneste at lade skønne Stefania bestemme, hvad du skal have at drikke til. Hun ved, hvad hun taler om.
Forklarer om retterne
Enkelt og hyggeligindretning med mulighed for at snage lidt i, hvad der foregår i køkkenet
Køkkenet er åbent, så gæsterne kan følge med i, hvad Marco og hans souschef Mirko på 22 render og laver. Og i restauranten fortæller Stefania og nyansatte Caterina om, hvad der er på tallerkenen.
Og bare spørg løs - de ved, hvor alle råvarerne kommer fra, da de er blevet nøje udvalgt. Blandt andet kommet svinekødet fra en farm i Extremadura, hvor grisene løber frit.
Chefkok Marco kommer også ud og forklarer om retterne
Kokken har et ansvar
Ekstremt lækkert svinekød
Der er tænkt over alle detaljer, og så er det meste økologisk og organisk.
- Vi prøver at være etiske, da jeg synes, man har et ansvar som kok, siger Marco, da han kommer ud og præsenterer en af retterne.
Sådan har man ikke fået agurk før
- Jeg elsker fois gras og kaviar, men kunne aldrig finde på at servere det. Heller ikke oksekød på grund af forurening og global opvarmning, så vi serverer kun svinekød fra fritgående grise. Som kok kan jeg sagtens finde på noget mere interessant og bedre end en bøf. Eksempelvis er vandmelon mere interessant, siger han.
Vandmelonen, vi fik til forret, bliver ovnbagt i 12 timer, derefter frosset, optøet, frosset, optøet, frosset, optøet og så bagt i ovnen igen. Og det var bestemt interessant - og på den go’e måde!
Og at få serveret valnøddekaffe fra Costa Rica til sidst var bestemt ikke nogen ringe prik over i’et.
Forrygende dessert, og Stafania fik endda overtalt undertegnede til at få en Vermouth til - selv den smagte godt!
De bedste anbefalinger herfra og held og lykke til Stema.
Du finder Stema i Calle Miguel de Cervantes 15 i Fuengirola, Málaga. Reserver bord på : 951 43 12 92
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.