Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Super Paco er død

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 23/10/2019 - 12:07

Sundhed & sygdom

SAMFUND: Legende fra Málaga har løbet sin sidste tur, men den 81-årige maratonløber nåede at imponere alle, efter han som 61-årig tog benene på nakken. Det startede med lidt problemer med kolestorolet...

Han nåede at blive et helt fænomen i løbeverdenen, men med 81 år er Francisco Contreras, bedre kendt som Super Paco, død. 

Den seje ældre herre fra Cártama, Málaga, løb side om side med andre atleter, men mens de var iklædt det sidste nye skrig og teknologi fra sportsbutikkerne, var Paco iklædt lange arbejdsbukser, skjorte og stråhat og så et sukkerrør i hver hånd som stok. 

Han så ud præcis, som når han var ude at plukke oliven i marken, for som han sagde - det var langt mere behageligt: 

- Og hvis der er buske, stikker du ikke dine ben, og hvis det er varmt, kan du bare åbne en knap, så går det godt, som han sagde. 

Under den ydmyge facade var Super-Paco en sand legende i løbeverdenen.

Sidste år afsluttede han en benhårdt løb til Ronda på 101 kilometer. Det tog ham 19 timer, og han gjorde det "uden at blive træt". Det var måske ikke den mest imponerende fart med et snit på 5,32 km/t, men han gennemførte!

Her ankom Paco til Ronda sidste år efter 101 kilometer:

Hans omfattende medaljeliste bød også på et Summun Ultra Cup, der er et løb med hele seks bjergetaper på i alt 700 kilometer. Han afsluttede dem alle.

Pacos historie som løber begyndte for 20 år siden, da hans lægen anbefalede, at han begyndte at “røre sig lidt” for at få styr en bekymrende stigning i kolesterolet. 

Det var dog ikke kolesterol, der gjorde en ende på Paco. Sidste sommer fik han konstateret spiserørskræft, og i går tabte han kampen.

Sådan startede det

Men Super-Paco nåede altså at få rigtigt mange go’e år, siden lægen løftede pegefingeren dengang for to årtier siden. 

Det startede med, at han begyndte at jogge lidt i bjergene, selvom naboerne drillede ham: 

- De sagde, at jeg var skør, at jeg ville brække knogler derude. Men nu er mange af dem også begyndt at løbe, fortale Paco på et tidspunkt til Ideal.es.

Løb om natten i mørket

Paco kendte bjergene omkring Cártema som sin egen bukselomme, og en gang om ugen var det tid til at løbe 40 kilometer. Om natten! 

Han tog af sted klokken 2:00 fredag ​​eller lørdag og vendte tilbage til morgenmadstid. Cirka otte timer med betydelige ujævnheder og uden brug af lommelygte. 

- Om natten går det meget bedre. Det er ikke varmt, og mindre behov for vand betyder mindre vægt, forklarede Super-Paco.

Træningen blev intensiveret for 11 år siden, da hans kone, María, døde af et hjerteanfald. Da han ikke kunne sove, stod han op og begyndte at løbe. det var en lettelse. Derefter begyndte han at deltage i forskellige løb - ofte med sin søn.

Mange af præstationerne kunne der nærmest laves film over, som den ene gang han tog til Antequera for at deltage i et løb. Først løb han de 40 kilometer, der er mellem hjembyen og Antequera, og derefter de 40 kilometers løb. En anekdote, som Super-Paco fortalte med et skuldertræk som om, han havde hentet en liter mælk i kiosken.

Delte sin mad

Han var dog ikke bleg for at give råd om at udholde så mange kilometer: Det handler om at få noget mad i maven. 

Mange mennesker får det skidt, fordi de drikker meget vand uden at spise noget, sagde han. Derfor var hans rygsæk ud over vand pakket med nødder og rosiner. Det endte han som regel med at dele med andre løbere - ”de er ikke modstandere, men partnere”, som han sagde. 

På den måde klarede han løb på op til 189 kilometer i det catalanske Cerdanya, der var hans rekord. I det samme område prøvede han også kræfter med en 215 kilometer lang rute, men løbsorganisationen forkortede den sidste strækning, efter at flere løbere blev alvorligt nedkølede. Men Super-Paco havde det ellers helt fint. 

- Jeg frøs ikke, jeg var meget stærk og havde endda masser af tøj. Det var en god aften, fortalte han efter løbet.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.