Supertyve stjæler 900 ton hvede
Skrevet af Simon Koefoed Toft, tir, 23/05/2017 - 01:00
Krimi og katastrofe
KRIMI: Massive kornmængder er forsvundet sporløst, og ingen aner hverken hvordan eller hvorfor.
Én ting er at stjæle en chokoladebar nede i supermarkedet, noget andet er at stjæle en bil eller en båd.
Men noget helt tredje er det at stjæle korn nok til at forsyne et mindre land.
Lørdag vågnede medarbejderne på landbrugskooperativet ACOR i den lille by Mojados op til lidt af en overraskelse.
Folkene kunne uforstående konstatere, at en del af kornreserverne simpelthen var forsvundet, og måtte efter endt undersøgelse se i øjnene, at i alt 900 ton hvede var blevet stjålet fra en silo. Det skriver Elpais.com
Og det rejser en del usædvanlige spørgsmål.
Billigere end sukker
Først og fremmest: Hvem har interesse i at stjæle så meget korn?
Ved første blik kan det virke åbenlyst, at tyvene givetvis vil sælge kornet videre, men graver man dybere, viser det sig, at det måske ikke er tilfældet.
- Det giver ikke særligt meget mening at stjæle 900 ton, for prisen på korn er meget lavere end prisen på for eksempel sukker, siger Esteban Sanz, der er direktør for afgrøder hos ACOR.
Til gengæld kan det være, at de skyldige selv vil bruge kornet, der egentlige er groet til brug i bagværk.
- Selv om det ikke er beregnet til dyrefoder, kan enhver gård fodre deres dyr med det her korn, siger Sanz.
Fuldt dagslys
Og så er der et helt andet ubesvaret spørgsmål, som virkelig gør sagen her interessant. Hvordan stjæler man 900 ton korn, uden at nogen bemærker noget?
Tjo, siger Esteban Sanz. Naboerne er vant til, at ACOR’s kunder kører lastvogne ind og ud af kooperativet hver eneste dag, så det har de ikke reageret på.
- De kunne have gjort det i fuldt dagslys, siger han.
- Undtaget når der er teknikere, er siloen permanent lukket, så ingen har set noget.
Intet spild
Okay, tyvene har altså kunne arbejde relativt ubemærket. Så er der kun det helt lavpraktiske tilbage. Men det lavpraktiske er så heller ikke så let at løse, for 900 ton korn er et logistisk mareridt at beskæftige sig med.
Umiddelbart er det Esteban Sanz’ vurdering, at det har krævet i hvert fald 30 lastvogne at fragte kornet fra gården i Castilla y León til sin destination.
Måske netop derfor er Sanz heller ikke i tvivl om, at kornet ikke går til spilde. Det bliver formentlig brugt som dyrefoder på andre gårde, tror han.
Men han håber stadig, at Guardia Civil kan løse mysteriet om de 900 ton korn, der forsvandt.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.