Susanne bruger ferien på flygtninge

Skrækkelige skæbner bliver vist på tv og bragt i aviserne hver dag, men der bliver stadig ikke rigtigt gjort noget for at hjælp de mange flygtninge, der kæmper sig vej mod det forjættede kontinent: Europa.

34-årige Susanne Marstrand fik nok af at være tilskuer til, hvad der kun kan defineres som en humanitær katastrofe. Hun måtte gøre noget.

- Jeg brugte nogle dage på at rykke rundt på vagter, så mit arbejde ville give mig fri, og den 1. august købte jeg flybilletten. Jeg tog af sted den 7. og var der en uge, fortæller Susanne til Spanien i Dag.

- Jeg kunne simpelthen bare ikke holde ud at mennesker, der i forvejen gennemgår så meget og risikerer alt for at komme til et sted, hvor de er i fred, ikke også skulle have en hjælpende hånd og et smil. Og når jeg kunne, syntes jeg også, at jeg skulle.

Flygtninge stimpler sammen ved en bus - der er langt til fodt til centret

Susanne tog ned og arbejdede sammen med andre frivillige, der blev organiseret af en lokal kvinde ved navn Melinda.

Hun tog af sted med en veninde, og begge havde betalt for at have en ekstra kuffert med, som blev stoppet med ekstra tøj til at dele ud til de mange flygtninge. Tøj, som hun havde fået af venner og bekendte. Men der blev også købt ind på stedet.

Da Susanne kom hjem, tog det lidt tid, før det hele ligesom havde bundfældet sig. Den 17. august satte hun ord på sin ”sommerferie”:

Hejsa alle sammen

Susanne købte basale varer på stedet, men havde kufferterne fyldt med tøj

Først og fremmest tusind, tusind tak for støtten. Jeg har hjulpet folk med basale nødvendigheder som mad, drikke, skygge-skabning og lejet bil til at køre mennesker de 10-15 kilometer fra de strande, de lander på, til busholdepladsen, hvor de får mad og drikke. Det er gravide, syge og børn, der ellers besvimer i de 35 graders varme.

Jeg har brugt penge til en lille grad af menneskelighed i en svær situation, hvor mange står uden noget. Alt fra et sæt tørt tøj, når de har været faldet i vandet, til solhatte, som beskyttelse for de brændende solstråler og andre basale nødvendigheder som bleer og den slags.

Lidt skygge efter den lange sejltur

Nu er jeg landet fysisk, men ikke helt psykisk; har svært ved at holde tårerne tilbage. Jeg er ked af det og forvirret, men også glad og stolt for at have fået privilegiet af at kunne give en smule hjælp til nogle fantastiske og hårdføre mennesker.

Det har været en uge med følelserne helt ude på tøjet, med stress og 15-16 timer lange dage med direkte nødhjælp. Jeg fortryder ikke at være taget af sted, kun at jeg skulle give slip og tage hjem, før jeg var klar. At have holdt en 15-dage gammel baby, der kort tid forinden har krydset Middelhavet med sin mor, giver hul dybt ind i hjertet.

Det hverken retfærdigt eller rimeligt – og der er INGEN, der gør dette for sjov eller, hvis de havde andre muligheder.

Det er desperation i sin klareste form.

Hvis jeg skal prøve at beskrive lidt af, hvad der er sket, så er det alt fra jublen fra båden, når den rammer land efter at have krydset Middelhavet på en farefuld tur med smuglere, kystvagter og lumske farvande.

Gråden og lettelsen, telefonopkaldene hjem til familie, omfavnelserne og udmattelsen. Om endelig at have nået Europa – om end det bare er på en lille ø 10 kilometer fra Tyrkiets kyst.

Om trætheden, sulten og længslen efter et bad og hvile. Om erkendelsen af, at stranden kun er det første stop på en meget lang rejse op gennem mange lande, og at de unge mænd nok skal begynde at gå ind til nærmeste by 10-15 kilometer væk.

For derude på bjergstrandene er der ingen hjælp at hente – ikke andet end fra os frivillige, hvis små lejebiler kun har kapacitet til et begrænset antal mennesker, og der kommer kvinder og børn først.

En lille pause, inden turen til fods. Kortet er banket på på en træstamme

Det er det første møde med en lokal befolkning og turister, hvor kontrasterne er så voldsomme, at det er svært at se udover. Turister ligger på stranden, mens drivvåde flygtninge trasker forbi i den stegende hede.

Men det er også et smil - et menneske til et andet. En hjælpende hånd og en tilstedeværelse. Nogle, der vil dem det bedste og hjælpe så godt som muligt.

Det er håb, drømme og smil og en tro på, at slut-destinationen nok skal lykkes og være inden for rækkevidde.

Det er skæbner og historier, som ville slå de fleste af os ud, og alligevel kæmper de videre. Gennem de mange stop, de basale lejre, de lange ture til fods og meget lidt mad og vand.

Men det, der måske har gjort størst indtryk, er, hvor taknemmelige alle har været for den hjælp, de har fået - sikke et overskud!

Jeg er stadig overvældet, påvirket og fortumlet, men fantastisk glad og taknemmelig for at kunne være med til at hjælpe.

Susanne er stadig i kontakt med omkring seks af dem, hun hjalp på Lesbos og følger dem på afstand i deres nye liv i Europa.

Barq på billedet til denne artikel er 22 år og er flygtet fra Irak. I dag er han i en flygtningelejr Østrig. Om et par uger smutter Susanne til Tyskland for at mødes med to andre, som hun hjalp i Grækenland.

Og den 14. september tager Susanne tilbage til Grækenland. Denne gang bliver det til 10 dages direkte nødhjælp på Lesbos.

- Og det hjælper. Det er derfor jeg tager af sted igen, fortæller hun til Spanien i Dag.

(Foto af Karin Rosa Fallah)