Unge og eftertanker

I den forgangne uge fortalte mange medier om den tragiske udvikling, der finder sted for unge under coronaens restriktioner.

Stigende antal selvmord, stigende forsøg på samme, stigende antal depressioner, stigende antal indlæggelser på psykiatriske afdelinger, stigende antal besøg hos psykologer. 

Og det er ikke kun et dansk fænomen.

I oppositionen har de danske politikere heller ikke sparet på de unges situation i forsøget på at få åbnet mere op for restriktionerne - også af hensyn til erhvervslivet og den danske økonomi.

Ind imellem kan man da godt tænke, om de mon anvender de unge så kraftigt lige så meget af hensyn til de voksne selv.

Med hvorfor er stigningen i de tragiske konsekvenser for de unge så stærk?

Er det virkelig på grund af restriktioner og den deraf afledte reducerede adfærd?

Kan der være andre årsager?

Kunne det være, at de unge - ligesom mange voksne - er snotforkælede med hensyn til, hvad der er givet her i livet? At de kun ser frem til, at de kan leve, som de gjorde før coronaen? At de ikke kan finde ud at glæde sig over, at de ikke er døde eller invaliderede af coronaen og acceptere de gældende rammer for ikke at lide kranke skæbner?

Altså glæde sig over i dag og til i morgen.

Måske kunne det også være, at nærheden mellem ung og forældre er blevet for fjern. At prisen for, at travle forældre har overladt børn og unge til selvpasning med tv, computere og “venskaber” i cyberspace nu skal betales.

Måske er det først nu, de opdager, at datteren lider af spisevægring, da hun ikke går i skole, hvor hun bare plejede at smide madpakken ud. En situation, som hun ikke turde fortælle sine forældre om.

Eller pigen, der virker overraskende glad for at slippe for skolen og modtage undervisning hjemme. Når hun skal forklare sine forældre hvorfor, kommer det så endelig frem, at hun bliver mobbet i skolen. Hidtil har hun ikke turdet, og ‘det rigtige øjeblik’ har heller ikke været der.

Jeg synes, at jeg var smadderheldig som barn. Min mor var hjemmegående bortset fra nogle timer om dagen nogle gange om ugen, hvor hun underviste i gymnastik. Hun opdragede mig på en kærlig, men også håndfast måde, så jeg lærte, hvad der var pligter.

Om søndagen var det bedste, jeg vidste, når vi tog i skoven med picnic, og jeg skød med bue og pil med min far, der var formand for Dansk Bueskytteforbund.

Senere tog vi på rejser i bil til syden.

Den dag i dag tænker jeg på dem hver dag med glæde, respekt og de bedste minder. For nærheden og omsorgen. Også fra de perioder, hvor jeg mente, at nu var jeg blevet klogere end dem og nok ligeså mange gange opdagede, at jeg alligevel ikke var det.

Da jeg voksede op fortalte min mor mig om livet under Danmarks besættelse. Hun var 19 år, da Danmark blev besat og fyldte øvrigt 25 år på dagen for befrielsesbudskabet den 4. maj.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne levevilkårene i Danmark under besættelsen med vores tid nu med corona-restriktioner i de seneste godt 11 måneder. Fem år mod et lille år - indtil videre...

Fem år med rationeringsmærker, mørklægning, spærretid, udgangsforbud, censur og det, der var værre. Både for børn, unge og voksne.

Nationalmuseets undervisningshæfte henvender sig til ungdomsuddannelserne og folkeskolens ældste klasser. Det skildrer besættelsestiden ved at kombinere en kronologisk og en tematisk fremgangsmåde. 

Du kan læse hæftet her

Måske kan det hjælpe lidt på forståelsen for, hvor snotforkælede vi alle - med undtagelser - er i dag. Og fremme vigtigheden af nærhed mellem børn, unge og forældrene.

Måske også klogt at gennemgå med de unge, så de kan være bedre forberedt, hvis EU en dag skulle blive en region under et kinesisk verdensherredømme...

Men måske endnu bedre: nyde nuet lige nu.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god og lykkelig weekend

Torben Wilkenschildt