Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Værsgo at skylle - efter vovse!

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 06/05/2019 - 10:21

Samfund og Politik

SAMFUND & KÆLEDYR: Husk snoren og bæposen, når vovse skal luftes. Og hvis du gør det i en populær kommune på Solkysten, får du også snart brug for en flaske sæbevand, lyder det fra byrådet.

Borgere i Benalmádena med firbenede venner, der besørger i det offentlige rum, slipper lige med nød og næppe for at få en ny skat på dem. Men mod-ydelser kræves.

Myndighederne vil nu gøre hundeejere opmærksomme på, at hunden er ejerens ansvar, også når den krummer ryg eller løfter benet. 

Ulækre fortove, biler og bygninger, hvor vovse stolt har sat sit duftspor, er ikke populære for ikke-hundeejere. 

Hidtil har det kostet euro at glemme posen derhjemme, når vovse skal luftes, nu kommer det også til at koste, hvis man ikke har en flaske sæbevand med, når vennen med de fire poter skal tisse.

Duften, som andre hunde elsker at orientere sig i, skal fortyndes så meget som muligt. 

Bedre luft

Derfor har myndighederne foreløbigt anbefalet et nyt dekret: vask urinen væk, hvis vovse letter ben på offentlig vej. 

Bliver det endeligt vedtaget ved næste plenum, bliver det mindre sjovt at være hundeejer -især for ejere af hanhunde - men rarere at trække vejret i Benalmádena. Og vedtagelsen er ret sikker, for alle partier støtter forslaget.

Borgmester Victor Navas er rigtigt glad, for han vil have en ren by. Det samme vil Alicia Laddaga, der er byrådskvinde for sundhed. Hun mener, at de beskidte fortove er en sundhedsrisiko. 

Byrådet har modificeret to tidligere punkter i byens ordensregler, så nu skal man altså have sæbevand med på lufteturen for at opløse tisseriet.

Helst i  hundeparker

Derudover skal man helst holde sig til kvarterer, hvor der der er særlige foranstaltninger for hunde, og holde hundene i kort snor, hvis de får kig på spændende privat eller offentlig ejendom.

Foranstaltningen er ikke en ny idé - den er indført flere steder. Både i Spanien og i resten af Europa kan man på gaderne se mennesker med en hund i den ene hånd og en flaske sæbevand i den anden.

Tilbage er der blot at håbe, at nyderne af den nye friske luft i kommunen ikke kommer til at glide i det meget sæbevand.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.