Vildt populære julelys
Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, tor, 22/12/2016 - 01:00
Rejser & oplevelser
JUL: Julebelysningen i Málaga er voldsomt populære - faktisk for populære!
Succes truer med at blive en fiasko. Juleudsmykningen i den centrale gågade Calle Larios i Málaga er så velbesøgt, at der er for meget trængsel i centrum af byen.
Ingen på Rådhuset i Málaga havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at lys- og musikshowet på strøget ville tiltrække flere end en halv million personer.
Men i løbet af de første to uger har der været så mange besøgende, at trafikken i området omkring gågaden er kollapset.
Juleudsmykningen i Calle Larios byder på et lys- og musikshow to gange dagen – klokken 18:30 og klokken 21:30 - og har været så velbesøgt, at det nu er ved at blive kvalt i sin egen succes.
- Det er ligesom, når det regner meget – jorden kan ikke absorbere vandet, siger formanden for hotel-foreningen Mahos, Jesús Sánchez, med henvisning til de mange mennesker, der har samlet sig i de centrale gader.
Hvad er problemet?
Det er jo unægtelig noget af et paradoks, at et initiativ bliver for populært.
Men sagen er, at de besøgende bare 'oser'. De kommer til Málaga for at se show, men ikke for at købe.
Trængsel på strøget og parkeringsproblemer i bymidten betyder, at de, der gerne vil shoppe, tager andre steder hen, hvor der er mere plads eller handler på nettet hjemmefra.
Bymidte spærret for trafik
Sidste weekend besluttede politiet at afspærre flere centrale gader for at undgå trafikkaos. Men det blev det hele bare meget værre af, så nu holdes der to baner åbne i den centrale gade for enden af gågaden.
Fra Rådhuset forlyder det, at man er informeret om problemerne.
Talsmand Carlos Conde siger, at man vil træffe forholdsregler til næste år.
Han tilstår dog at alle er meget overraskede over juleshowets voldsomme populæraritet.
- Næste år finder vi en løsning, der passer alle partier, siger han til avisen Sur.
Julelysene kan opleves frem til den 6. januar.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.