Restaurantanmeldelse
Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 03/01/2022 - 07:00
Mad & Vin
MAD & VIN: En ny Amigos-fordel fristede Helle og Svend, og her får du erfaringen fra deres første besøg i El Patito Gastro.
Denne artikel er skrevet af Helle Andersen.
Den 22. november 2021 fik vi en ny Amigos fordel. En drink og en snack hos den nyåbnede restaurant El Patito Gastro ii Fuengirola. Det lød spændende - ja, så spændende, at vi med det samme besluttede, at vi ville afprøve den, så snart der kom en anledning.
Den mulighed kom da også. En god ven, Allan kom alene herned, fordi han skulle lave noget arbejde i deres lejlighed, så der var det lidt ubelejligt at konen, Malene var med. Ej spøg til side. Malene skulle arbejde, og havde derfor ikke mulighed for at komme med.
Heldigvis fik jeg lov til at vælge hvor vi skulle spise og valget var ikke svært. Det skulle være El Patito Gastro. Nu skulle den stå sin prøve.
Svend bestilte bord og selvom jeg havde fortalt ham, at det var danskere, der ejede restauranten, så bestilte han alligevel på engelsk.
Lørdag aften tog vi afsted og kom frem til meget fine og store lokaler. Billedet i artiklen fra Kathrine viser kun ca. halvdelen af restauranten. Og der var også plads til tre borde udenfor.
Da vi ankom, sad der folk ved et par af bordene indenfor, og udenfor sad en mand og ventede på konen.
Dorte tog imod på engelsk, men vi blev hurtigt enige om at slå over på dansk. Det er vores modersmål, og når man kun er danskere sammen, så behøver man ikke at snakke engelsk.
Jeg viste med det samme mit Amigos kort og de blev glade for, at der kom Amigos, så de kunne få tjekket, om deres nye app til check af kort virkede efter hensigten. Det gjorde den, og Leif var glad.
Nu gælder kortet kun til kortholder og én ekstra, men vi fik hurtigt på plads, at vi gerne ville betale for den ekstra person. Om vi gjorde eller ej. Det ved jeg ikke. Vi var blevet inviteret af Allan.
Drinks bestod af tinto de verano og snacks af en lækker fast pølse, oliven og andet marineret. Det var rigtig hyggeligt og en god start på middagen.
Menukortet er meget overskueligt. På engelsk og spansk. Det er ikke overplastret med for mange retter og alligevel skulle vi overveje nøje, hvad der skulle bestilles. For det hele lød ualmindeligt lækkert.
Allan og Svend
Valget faldt på to forskellige forretter, to forskellige hovedretter og efter de to retter, bestilte vi også to forskellige desserter.
Svend havde bestilt Pil Pil til forret. Den var meget varm og smagte rigtig godt.
Empanadas Argentina og Pil Pil
Allan og jeg havde bestilt Empanadas Argentina. Det er små lukkede dejstykker med kødfyld inden i og en lille salsa med blandt andet tomat til. Det var varme empanadas og den kolde salsa til var helt, som det skulle være. Smagen og råvarerne var bare perfekte.
Til hovedret var Svends øjne faldet på en burger. Der er fire forskellige på menukortet og Svend var faldet for den, der hed Black & Blue. En burger med blå ost, der var veltilberedt med tilbehør af håndskårne fritter og lettere krydret mayonnaise. Dertil var der også gulerodsflager, der vistnok var stegte eller bagte. Måske friturestegte. Om det var det ene eller andet, det vil vi ikke lægge hovedet på blokken for, men lækre det var de.
Burger Black & Blue
Foruden andre gode stykker kød, så er der en Dagens Special og den valgte Allan og jeg. Det var et stykke tournedos, der var så mørt og veltilberedt at det næsten smeltede på tungen. Dertil bearnaise, håndskårne fritter og de samme lækre gulerodsflager som Svend fik.
Tournedos
Undervejs kom Dorte ind med en whisky sovs som kokken mente, vi skulle prøve. Restauranten har t kokke. Den ene kommer fra Argentina og nok derfor en del argentinsk inspirerede retter på menukortet og den anden spansk.
Til hovedretten havde Leif peget på to forskellige vine, som Allan og Svend valgte imellem, og på mig virkede det som om de havde taget det rigtige valg. De var meget overraskede og nød vinen til den lækre mad.
Selvom vi på dette tidspunkt var mere end mætte, så havde vi alligevel fået mod på at afprøve deres desserter. Allan, der ellers aldrig spiser dessert, valgte en brownie og han blev ikke skuffet. Svend og jeg valgte banana split. Lidt sundt må der jo gere være på en dessert…
Den ene kugle is var med hindbær og det kan jeg under ingen omstændigheder tåle, så den blev stille og roligt flyttet over på Svends tallerken. Det så Dorte og uden tøven, så kom der en anden iskugle ind, så jeg stadigvæk havde fået tre.
Her kom så mit eneste punkt, hvor jeg måske blev lidt skuffet. Det var at flødeskummet var sødt og en anelse tyndt. Men det er min smag og andre ville sikkert blive skuffet over en usødet version. Smag og behag er som bekendt forskellig. Og heldigvis for det.
Undervejs i denne lækre middag, der havde vi en god snak med Leif og Dorte. Både om stort og småt. Fortid, nutid og fremtid og ikke mindst deres nye restaurant.
Vi gik derfra mætte, tilfredse og med en meget god fornemmelse og med sikkerhed at der skal vi tilbage igen. Det var alle pengene værd og vi vil alle tre gerne anbefale det til alle, der efterspørger noget ekstraordinært lækkert i gode omgivelser og med et værtspar, der kræser om deres gæster.
Og vi har da også været der flere gange siden…
Helle Andersen
Leif og Dorte foran El Patito Gastro
Du kan læse mere om værtsparret og restauranten i denne artikel
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.