Tavshed er ikke guld
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 10/09/2011 - 07:57
SKAT Klumme
En af vores læsere var uenig med os i vores redaktionelle holdning og var så venlig at sende sin kritik til os. Skal vi revurdere et gammelt o...
En af vores læsere var uenig med os i vores redaktionelle holdning og var så venlig at sende sin kritik til os. Skal vi revurdere et gammelt ordsprog? Og mens ejendomshandelen er i styrtfald, fik vi en god start på Radio Solymars nye sendefrekvens.
"Tale er sølv, tavshed er guld" er et gammelt nærmest respekteret ordsprog. Men er det ikke skrupforkert? At tie i stedet for at tale, at skjule i stedet for at vise. Er det i virkeligheden ikke at være falsk i stedet for ærlig?
Onsdag modtog vi en mail fra en af vores læsere, der var uenig med os. Læseren skrev blandt andet:
”Hej i redaktionen
Tak for informativ hjemmeside, som jeg såvel hjemme i Danmark som i Spanien følger hver dag.
Jeg har en kommentar til jeres politik.
I har skrevet 2 breve ang. skattepolitik Danmark/Spanien, h.v. til Socialdemokraterne og Radikale Venstre. I har fået svar fra R, som er positivt.
Det kan vel med al fornuftighed ikke siges at være en tilbundsgående undersøgelse. Med den baggrund er det vel ikke rimeligt, at udelukke alle de partier, hvortil I ikke har sendt jeres brev.
Det kan være, at I bekender jer til venstrefløjen i Danmark, men derfor behøver/BØR I vel ikke anbefale alle jeres læsere at stemme Radikalt, men være lidt mere neutrale”.
Når vi modtager en kommentar som denne, er der selvfølgelig en masse andre, der har tænkt samme tanke. Derfor er det guld værd for os.
Læseren fik et detaljeret svar - det overordnede indhold var følgende:
Spanien i Dag har med sin nære relation til Redan i Spanien, der jo er den forening, som kæmper for en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Spanien, en indgående viden til de eksisterende partiers holdning til en ny skatteaftale (DBO).
For ikke længe siden blev der sendt brev til både skatteministeren (V) og udenrigsministeren (K) med anmodning om et fornyet syn på at indgå en skatteaftale. Det blev pure afvist.
Samtidig er det også en kendsgerning, at det var et enigt Folketing, der bemyndigede daværende skatteminister Kristian Jensen til at opsige den eksisterende aftale.
Eneste folketingsmedlem, der efterfølgende har været imod - og turde udtale sig – har været Radikale Venstres Niels Helveg Petersen. Det er hans rolle, som folketingskandidaten Kim Pagels nu følger op på.
Spanien i Dag bekender sig på ingen måde til venstrefløjen i dansk politik. Vi koncentrerer os alene om, at søge de bedst mulige løsninger for vores læsere og lyttere, som jo i høj grad er mennesker, der ønsker en ny skatteaftale og klarhed over deres situation. Vi går med andre ord efter 'sagen' og ikke den politiske farve.
Når vi i en artikel skriver, at ”meget tyder på, at det bedste kryds sættes ved Radikale Venstre, hvis du ønsker, der skal ske noget” så er det fordi, vi mener det.
Læs artiklen: Skatteaftale: Radikale giver forpligtende
Lige nu tyder alt nemlig på, at den eneste chance for en ny skatteaftale er, hvis Radikale Venstre kommer til at udgøre en del af det parlamentariske grundlag efter valget. Om det sker med flertal til højre eller venstre, er for os uden betydning.
Spanien i Dag har nu opnået et bindende tilsagn om en ny skatteaftale, hvis det skulle ske. Og det er faktisk historisk - og et håb - for de hundredvis, der er blevet ofre for Danmarks ensidige opsigelse af skatteaftalen.
En stor tak til vores læser, der gav os mulighed for at uddybe vores holdning overfor andre, der har måtte have tænkt samme tanke. Ligeledes en tak for læserens pæne måde at ytre sig på.
Læseren viser, hvorfor tilkendegivelser er guld og tavshed langt fra sølv.
Vi er altid glade for at få vores læseres meninger. Enten pr. mail, som i dette tilfælde, eller direkte som åbne kommentarer til de enkelte artikler på hjemmesiden.
Boligmarkedet
I ugen der gik, kom der nye tal for antallet af gennemførte ejendomshandler i Spanien for årets andet kvartal: et styrtfald på 41 procent på landsplan og 35 procent i Málaga.
Vi bad om én kommentar fra Mette Skovby Jensen, ejendomsmæglerfirmaet Simzar i Centro Idea i Mijas.
Også Mettes tilkendegivelse var guld værd, fordi hun ærligt fortalte om problematikken på boligmarkedet. Købernes forventninger matcher ikke modstanden i markedet, og det er der flere forklaringer på.
Læs Mette Skovby Jensens kommentarer her
Ny frekvens
I mandags startede Radio Solymar med at sende på Kustradions frekvens, FM 104,9. Det blev en rigtig god start, og vi blev rigtig glade, når lyttere fra både Nerja og Estepona fortalte os, at nu kunne de igen høre os på FM-båndet.
Vi sender dagligt fra kl. 14-15 og derudover får du en nyhedsopdatering kort efter kl. 20.
Samtidig ved vi, at mange fortsat vælger at lytte til radioudsendelserne på Internettet. Enten på en computer eller på en Internet-radio. Og uanset på hvilket tidspunkt af døgnet, du kobler op – og hvor du er i verden - starter udsendelsen forfra. Det er fremtiden!
Smuk, sjov og charmerende
Spanien i Dag Weekend tager dig i morgen en tur til Valencia, der er landets tredje største by. Her vil du få en kort historie om byen samt beskrivelser og masser af billeder af Valencias vigtigste særkender.
Når vi skriver 'Ugen der gik' i næste uge, er valgresultatet i Danmark kendt. Så ved vi lidt mere om, hvorvidt der er håb for dem, der kom i klemme ved opsigelsen af skatteaftalen.
God weekeend!
Teamet bag Spanien i Dag
Torben Wilkenschildt
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.