Ugen der gik: tilbagestående demokrati

Det blev den lussing ved kommune- og regionsvalgene i søndags, som regeringspartiet PSOE havde frygtet, og oppositionspartiet PP håbede på.

Men resultatet viste sig også at være lidt af et protestvalg, for aldrig har der tidligere været så mange – 600.000 – blanke stemmer. Dertil kommer, at den gerelle krise i Spanien på landsplan, har haft stor betydning for vælgernes beslutninger på det lokale plan.

PSOE gik meget tilbage og PP mindre frem, når man kigger på det overordnede valgresultat. Du kan læse dem i Lussing til regeringspartiet.

I Mijas kommune, hvor vi har vores redaktion, gik PP frem og fik absolut flertal, mens PSOE blev halveret. I modsætning til før, er det nu PSOE-byrådsmedlemmerne, der bliver ”sat på gaden”.

Tilbagestående demokrati

For der er stor forskel på mindretallets indflydelse i en spansk og dansk kommune. Mens mindretallet i Spanien stort set kun ”inviteres” til de månedlige byrådsmøder, så foregår det helt anderledes i Herning kommune. Hør interview med mindretals-medlemmet Knud Nielsen, der er chokeret over de spanske forhold i artiklen Flertalsdiktatur i spanske kommuner

At det spanske demokrati stadigvæk har noget at lære, hersker der ingen tvivl om. Alene det yderligere forhold, at borgerne ikke kan stemme personligt på deres foretrukne kandidat, beviser Spaniens ”tilbagestående” demokrati.

Det er de lokale partiorganisationer – under kontrol af regionsafdelingerne – der beslutter opstillingsrækkefølgen ved valgene. Kandidaterne kommer ind i kommunalbestyrelsen i fuldstændig overensstemmelse med den prioriteringsrækkefølge, som partiet har bestemt.

Og hvis en vælger sætter en ring omkring sin favorit, som er nummer tre på listen, er stemmesedlen ugyldig. Der var ca. 400.000 ugyldige stemmer ved valget i søndags.

Man kan håbe, at Knud Nielsen fra Herning kan give et tiltrængt skub til et tidssvarende demokrati i Spanien.

I store vanskeligheder

Valgresultatet har lagt yderligere mega-pres på regeringen. PP kræver, at der bliver udskrevet valg nu, og at Premierminister Zapatero ikke venter til sidste øjeblik i marts til næste år.

Og PSOE er for alvor i en presset situation efter Zapatero sent søndag erkendte nederlaget. Zapatero har allerede meddelt, at han ikke er kandidat som ny premierminister-kandidat for PSOE. Derefter har Indenrigsminister Rubalcaba og forsvarsminister Carme Chacón været på banen som kandidater. Men torsdag meddelte Carme Chacón, at hun trak sit kandidatur.

Selv sagde hun ved pressekonferencen, at hun blandt andet ikke ønskede at skabe splid i partiet. Det sker efter forlydender om begyndende magtkampe. En anden forklaring kan meget vel være den, at hun ikke ønsker at stille op til en klar taberpost.

For som situationen ser ud lige nu, står regeringspartiet på landsplan til en endnu større lussing end den fra i søndags. Og den 41-årige jurist, Carme Chacón, tillægges meget store chancer for succes som partileder.

Det centrale problem

Alle taler om, hvor frygteligt det er med den høje arbejdsløshed i Spanien. Og det er skrækkeligt med ca. 4,5 millioner arbejdsløse og en ungdomsarbejdsløshed på over 43%.

Alle ved også, at tallene er løgn. For indkluderet i tallene er alle dem, der arbejder sort. Ikke fordi de ansatte ønsker det – tværtimod. Men fordi arbejdsgiverne i vidt omfang ikke tilbyder legalt arbejde.

De tager chancen og risikerer gerne bøder. For hele sygdommen er den spanske arbejdsmarkedslovgivning, der er alt andet en fleksibel. Her er ikke tale om, at man kan opsige en medarbejder, hvis konjunkturerne kræver det, med et rimeligt opsigelsesvarsel. Nej i Spanien skal virksomheden udbetale en høj kontant erstatning til medarbejderen for hvert års ansættelse.

Laissez-faire

Alle har vidst det i masser af år. Både under regeringsledelse af PP og PSOE. Men da det er en af de allervarmeste kartofler, der kan koste mange vælgere, har ingen hidtil haft hår nok på brystet til at gennemføre den upopulære beslutning.

Kampen om magten og det personlige flæsk overgår jo desværre tit hensynet til landets og befolkningens tarv.

For hvis PSOE og PP havde været ansvarlige, havde de for senest to år siden etableret en samlingsregering, der med en fantastik bredde havde kunne træffe de nødvendige – og upopulære - beslutninger i fællesskab.