Vild med vandring og bjergtagende udsigter?
Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 05/01/2024 - 07:00
Udflugter
Vandring i skønne Juanar nord for Marbella. Udflugt lørdag den 3. februar.
Kan du lide at blive udfordret? Er du vant til at vandre på kuperede stier i bjergene, og er du helt vild med svimlende udsigter, så er det her lige turen for dig!
Lad det være sagt med det samme: Denne tur er for dig, der er i god fysisk form. Vi går ad smalle skovstier og finder vores vej gennem ujævne klipper. Det går opad og nedad, og vi mærker pulsen stige proportionelt med de højdemeter, vi forcerer.
Undervejs tager vi pauser for at betragte landskabet langt under os - og jeg lover, at du bliver belønnet med nogle af de flotteste udsigter, du kan forestille dig.
Start: Vi mødes ud for det hyggelige hotel El Refugio i Juanar. Der er en del parkeringsmuligheder i området omkring hotellet. Herfra starter “opturen” til det højeste punkt på dagens rute, el Mirador del Tajo Negro, der ligger 1.089 meter over havets overflade.
Til venstre har vi Mijas og Fuengirola, og ret nedenfor har vi Marbella. Længere ude til højre ses Gibraltar og Nordafrika.
Den første del af ruten går på en behagelig, bred skovvej, men det varer ikke længe, før vi drejer af og fortsætter gennem skoven på en ujævn og mere stenet sti. På den første strækning ser vi bjergene omkring os og den lille bjergby Ojén, men det varer ikke længe, før vi får frit udsyn over hele kysten fra Mijas til Marbella.
På et tidspunkt forvandler skovstien sig til kalkstensklipper. Vi følger varderne, der markerer vores rute op til den første top.
På toppen her gør vi frokostpause og nyder dette fantastiske øjeblik
Efter pausen fortsætter vi til det højeste punkt på ruten, hvor udfordringerne tager form. Vi kravler op ad stenblokke og hjælper hinanden sikkert op på toppen. Herfra åbenbarer sig svimlende udsigter over den vestlige del af Costa del Sol fra Marbella til Estepona og langt ud mod Gibraltar-strædet.
En kort strækning hjælpes på vej af en kæde
Nedstigningen er ikke så lang og krævende som opstigningen, men vi slipper ikke for udfordringer, når vi langsomt kravler ned ad den stenede sti. Et enkelt sted kan vi tage fat i en jernkæde fastgjort til klippevæggen, men alle komplicerede passager er på ganske få meter.
Meget flottere bliver det ikke
På vejen ned går vi forbi statuen af den berømte bjergged, La Cabra Montés, og kort efter er vi igen på skovvejen, der fører os tilbage til hotellet, hvor vi har mulighed for at afslutte dagens eventyrlige vandretur i Juanar med lidt at drikke.
Området er kendt for vilde bjerggeder
VIGTIGT:
- Turens længde er cirka seks kilometer og byder på 350 højdemeter.
- Du kan læse mere og se billeder fra en lignende tur HER
- Du skal være i god fysisk form og være vant til middelsvær bjergvandring. Smidighed, god balance og fravær af højdeskræk er afgørende.
- Brug af vandrestave anbefales.
- Turen aflyses og udsættes ved dårligt vejr og blæst.
- Dato: Lørdag den 3. februar
- Steder og tider: Hotel Refugio de Juanar kl. 11:00
- Pris: 15 euro for turen, lidt snacks og dansk autoriseret vandreguide.
- Tilmelding: Send mail til pia.bruun@gmail.com
Hvis du er blandt Amigos, så husk at benytte den email, du er registreret med og skriv, at du er Amigos af hensyn til din førsteret til reservation.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.