Aflysninger igen i dag
Skrevet af Simon Koefoed Toft, ons, 14/06/2017 - 01:00
Fly & trafik
TRAFIK & SAMFUND: Passagerer skal igen væbne sig med tålmodighed, og det er muligvis kun en forsmag på, hvad der er i vente. Se en liste her over, hvilke tog der er aflyst i dag.
I går blev togpassagerer på solkysten mødt med aflysninger på linje C-1.
Otte afgange - fire i hver retning - måtte udgå af køreplanen på grund af “tekniske problemer”, som det hedder fra RENFE, der driver banen mellem Málaga og Fuengirola.
Husk at like vores facebookside
Og i dag er den altså gal igen.
På grund af manglende personale er 12 afgange blevet aflyst.
Her er en oversigt over de afgange, som alligevel ikke bliver til noget:
Málaga (12:50) – Fuengirola (13:36)
Málaga (14:10) – Fuengirola (14:56)
Málaga (15:10) – Fuengirola (15:56)
Málaga (15:50) – Fuengirola (16:36)
Málaga (16:50) – Fuengirola (17:36)
Málaga (17:30) – Fuengirola (18:16)
Fuengirola (13:40) – Málaga (14:26)
Fuengirola (15:00) – Málaga (15:46)
Fuengirola (16:00) – Málaga (16:46)
Fuengirola (16:40) – Málaga (17:26)
Fuengirola (17:40) – Málaga (18:26)
Fuengirola (18:20) – Málaga (19:06)
“Tekniske problemer”
Fredag i sidste uge blev hele 18 afgange aflyst med kort varsel, og for dem, der kører regelmæssigt med toget, er det ikke noget nyt fænomen.
De “tekniske problemer” skyldes nemlig “personalejusteringer”, og det er ikke sådan lige at løse, i hvert fald ifølge selskabet selv.
I forbindelse med gårsdagens aflysninger indrømmer selskabet da også indirekte, at vi nok ikke har set den sidste aflysning denne sommer.
Kører med nød og næppe
For at sige det ligeud, så har RENFE simpelthen kun lige akkurat nok medarbejdere til at drive linje C-1. Det er hvad man kan tolke fra selskabets egen forklaring på aflysningerne. Det skriver Diario SUR.
Nogle medarbejdere holder allerede sommerferie, og mandskabet er nu så presset, at bare en eller to sygemeldinger kan have aflysninger som konsekvens.
- Vi ville ikke stå i denne situation, hvis vi havde mere personale, siger en kilde i RENFE til SUR.
Rammer myldretiden
Selvfølgelig er det altid irriterende og ubelejligt, når der er aflysninger og forsinkelser i den offentlige transport, men lige på linje C-1 er problemer ekstraordinært store.
Det skyldes, at aflysningerne næsten altid rammer myldretidstrafikken, samt at de ofte bliver annonceret i meget dårlig tid.
Passagerne har derfor ingen mulighed for at finde alternative transportmuligheder, hvilket har ført til mange tilfælde af, at folk har misset deres flyafgange fra Málaga eller er kommet for sent på arbejde.
Et godt råd
Solkysten er som bekendt en favoritdestination blandt ferierende danskere, og rigtig mange tager toget til og fra lufthavnen i Málaga, når de kommer og skal afsted igen.
Det er også klart det letteste og billigste, skal det siges - når togene altså kører.
Skal du med toget til lufthavnen er rådet fra Spanien i Dag, at du er på stationen i hvert fald én togafgang før den, du egentlig skal med.
På den måde er der tid til at få overblik over, om driften genoptages og til at praje en taxa, hvis det går helt galt for RENFE.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.