Falske gasmænd anholdt
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 18/01/2018 - 10:37
Krimi og katastrofe
KRIMI: To mænd gik målrettet efter at svindle penge ud af godtroende, ældre borgere i Marbella.
Gamle, hjælpeløse mennesker kalder på de flestes beskyttertrang, men for enkelte kynikere betyder rynkerne og det grå hår, at der er frit slag på det økonomiske tag-selv-bord.
Nu har Policía Nacional i en pressemeddelelse skrevet om to yngre mænd, der havde opløftet nummeret med at svindle gamle, ensomme mennesker til en kunstart.
De udgav sig for at være gaskontrollører og narrede store beløb fra ældre i Marbella.
Overbevisende “inspektører”
Vi har fortalt om kyniske snyderier før, men denne gang var det virkeligt gennemført og overlagt.
De to svindlere på henholdsvis 37 og 24 år, som Policía Nacional nu har sat fast, var godt forberedte, når de bankede på de gamles døre.
De havde havde uniformer, falske identitetspapirer og diverse skemaer med et kendt gasfirmas logo.
Forvirrede de ældre
Papirerne stak de op i næsen på de ældre borgere for at stresse dem.
De advarede om, at manglende eftersyn af gasinstallationerne er farligt - ikke kun for beboerne selv, men også for naboerne.
De havde også en kortlæser, så de kunne lokke penge for falske abonnementer ud af de gamle medborgere. Beløbene var på mellem 330 og 761 euro hver gang.
Flere måneders efterforskning
Efterforskningen startede i december, da en kvinde meldte til politiet, at hendes mor havde været udsat for svindelnummeret.
Besøget fra “gaskontrolløren” havde kostet moderen 761 euro til en “vedligeholdelseskontrakt”.
Efterforskningen viste, at det ikke var et enestående tilfælde, hvor de falske gasmænd havde været på besøg hos enlige ældre i Marbella. Den stod på i flere måneder og kulminerede med tilbageholdelsen af to mænd fra Cádiz, der “arbejdede” fast i Marbella.
En tredje person er også mistænkt i sagen.
Det kan man gøre
Husk, hvis der står fremmede uden for din dør, skal du forlange at se passende legitimation og holde døren lukket, indtil du har set den.
Gasinspektører skal have identitetspapirer fra en autoriseret installatør.
Hvis der kommer inspektion, skal man vide, at den er obligatorisk hver femte år, men man skal selv bestille den.
Indtil da kan INGEN komme og forlange, at de skal se på installationen, og firmaet vil kontakte dig i forvejen og sige, at der kommer inspektion.
Er du i tvivl, skal du ringe til firmaet. Men find selv telefonnummeret på din kontrakt - det nytter sjældent noget at bruge et, som “kontrolløren” oplyser, da du så sandsynligvis bare ringer til en af hans kompagnoner.
Og husk: Hvis du er i tvivl, skal du ganske enkelt ikke lukke nogen ind. Hellere risikere at blive regnet for en sur gammel nar end blive snydt for mange penge eller blive bestjålet.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.