Kræver livstid for Mijas-mord
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 08/03/2018 - 11:13
Krimi og katastrofe
KRIMI: For første gang nogensinde risikerer en person fængsel på livstid i Málaga.
Udenlansk narkokriminel, der henrettede en landsmand Mijas i 2015, får måske livstid i spansk fængsel.
Henrettelsen, der var et lejemord, fandt sted i september 2015. Du kan måske huske sagen, men ellers kan du læse mere her
Det er første gang, anklagemyndigheden i Málaga beder om fængsel på livstid.
Dermed sendes et kraftigt signal til de kriminelle grupper, der tror, at de kan henlægge deres aktiviteter til Sydspaniens gode vejr og slippe godt fra det.
Og der sendes et tilsvarende signal til borgerne om, at politiet og domstolene finder og straffer kriminelle - også selv om de er udlændinge og gemmer sig bag så mægtig en organisation som mafiaen.
Ny strafmulighed
Livstidsfængsel blev faktisk først indført i 2015 i Spanien. Siden har straffen ikke været brugt ofte, og de få gange, den har været overvejet, har sagerne været grove.
For eksempel sagen om David Oubel, der myrdede sine to døtre med en rundsav.
Oubel er som den eneste hidtil blevet idømt straffen.
Anklagemyndigheden går dog også efter livstid til brasilianeren Patrick Nogeira, der står anklaget for at have myrdet sine to onkler og to af deres børn i Pioz i Guadalajara.
Francisco Morillo, der voldtog og dræbte en kvinde i Parque de María Luísa, havde også straffen hængende over hovedet, men endte med at få 39 år.
Irsk mafia
Denne gang er det så en irer, der har udført et lejemord i Miraflores de Mijas, der kan risikere kun at se solen gennem tremmer resten af livet.
At mordet blev udført på bestilling, og at der var tale om en kriminel organisation er to meget alvorlige skærpende omstændigheder, der gør, at vi kommer op i den helt høje ende af strafferammen.
Det tæller også som skærpende omstændighed, at mordet foregik i en bebyggelse med masser af mennesker omkring, og at der blev affyret flere end 15 skud.
Grundigt politiarbejde
Morderen, der levede et sandt luksusliv, forsøgte at slette sine spor ved at brænde flugtbilen, men ilden blev slukket.
De mange vidner var chokerede og kunne ikke bidrage med meget til opklaringen. Alligevel lykkedes det for politiet at finde frem til, hvem der havde skudt, og at en mafia-organisation stod bag.
Den irske mafia havde i forvejen flere mord på samvittigheden - også uden for Spanien.
Slut med det søde liv
Nu er sagen for retten, og står det til anklagemyndigheden, kommer lejemorderen og mafiamedløberen James Q altså ikke til at se flere luksushuse resten af livet - andet end på billeder.
Ikke flere sportsvogne og ikke flere 1. klassesrejser til Thailand og Dubai. Og hans superbåd til 100.000 euro bliver liggende i havnen, indtil den bliver konfiskeret eller overtaget af en anden.
Han er foreløbigt blevet idømt en bøde på 90.000 euro til den dræbtes arvinger. Og hans fremtid ser ikke lys ud.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.