Mange flere indbrud
Skrevet af Simon Koefoed Toft, tor, 01/06/2017 - 11:54
Krimi og katastrofe
KRIMI: Hver eneste dag bliver der begået 12 indbrud i Málaga-provinsen, selvom politiet anholder tyve i en lind strøm.
Årets første kvartal har været ekstraordinært travlt for Málagas indbrudstyve, der særligt langs kysten har været meget, meget flittige.
Faktisk er der i årets første tre måneder blevet begået 1,161 indbrud i provinsen, hvilket er skræmmende 26,2 procent flere, end de 920, der blev begået i samme periode sidste år.
357 procent
Tallene stammer fra Indenrigsministeriet, der i sidste uge udgav en større mængde statistik om kriminaliteten i første kvartal af 2017.
Og statistikken afslører også, at der er stor forskel på, hvor tyvene arbejder over.
Specielt i byerne helt ud til vandet bliver der begået flere indbrud end før, og særligt slemt står det til i danskerfavoritten Fuengirola, hvor antallet er steget med hele 200 procent, og Rincón de la Victoria, der har haft utrolige 357 procent flere indbrud i forhold til i 2016.
Underligt nok er Málaga den eneste provins i Andalusien, hvor antallet af indbrud er steget. Politiet har ellers anholdt en lang række organiserede kriminelle, der har hærget provinsens boliger. Det skriver SUR.es
Stigning, stigning, stigning
Det er ikke kun indbrud, der er blevet mere normale i Málaga. Kigger man på hele Costa del Sol, er den overordnede kriminalitet også på vej op.
I det første kvartal af 2016 blev der registreret 17.349 lovovertrædelser, men i samme periode i år er tallet steget til 18,366.
En stor del af stigningen udgøres af narkorelateret kriminalitet, der er steget med 24,1 procent.
Voldelige røverier er steget med 12,3 procent, og seksuelle krænkelser med 14,1 procent.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.