Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Limbo-liv uden hjem

Skrevet af Pia Bruun, lør, 19/01/2013 - 00:05

Klumme


Dagligt bliver vi tæppebombet med nyheder, og det interesserer os mennesker – vi vil gerne følge med. Nyt bliver dog hurtigt gammelt, og lyn...

Dagligt bliver vi tæppebombet med nyheder, og det interesserer os mennesker – vi vil gerne følge med. Nyt bliver dog hurtigt gammelt, og lynhurtigt bliver det erstattet med noget ”nyt nyt”. Men for nogle er en gammel nyhed stadig smertende aktuel, og én af dem har henvendt sig til Spanien i Dag.

 

Hør interview med danske Brit Petersen længere nede i artiklen

 

På få øjeblikke ændrede livet sig markant for mange

 

Hele verden fulgte med, da storbranden hærgede på Costa del Sol sidste år. To mennesker mistede livet, ekstremt mange dyr døde, ufattelige arealer af natur blev ædt af flammerne, og hundredvis af boliger ligeså. På et øjeblik blev utallige mennesker hjemløse, da drømmehuset gik op i røg, og livet var forandret.

 

Smertefuldt, forfærdeligt og fuldstændigt uoverskueligt, ja, men heldigvis er der jo forsikring for den slags.

 

Og dog...

 

Vi ønsker bare at få det som før branden - intet mere (facebook)

 

Nogle havde ingen forsikring, og der er der jo ikke rigtig noget at rafle om og egentlig lidt ris til egen røv, for nu at sige det som det er. Men endnu flere mennesker stod med huse (eller nu aske), der aldrig nåede at blive godkendt og lovliggjort, som der ellers havde været udsigt til længe.

 

Varm luft

I starten, da der var masser af mediebevågenhed og lette politiske point at score den vej, var der nærmest ingen ende på løfterne fra politikerne om, at ”det skulle der skam nok komme styr på – hurtigt”.

 

Men da medierne bevægede sig videre og begyndte at koncentrere sig om andre historier, var det lidt som om, løfterne om hurtig løsning forsvandt hurtigere end varm luft på en alpetop.

 

Sådan ser vores hus ud nu, og forsikringen er meget ringe og kompliceret. Håber, at resten af jer klarer sig bedre, end vi gør, skriver Alexandra på facebook

 

Uden nogen løsning kan ingen begynde at genopbygge hjem og liv. Der er ikke udsigt til nogen snarlig løsning på problemet for de mange hjemløse, der venter på at få tilladelse til at genopføre deres bolig.

 

Utallige af ofrene bor den dag i dag stadig på nas hos venner og familie.

 

Uregulære - ikke ulovlige

Danske Brit Petersen kom forbi redaktionen i denne uge. Hun er klar til at slå et nyt slag for ofrene for storbranden på Costa del Sol sidste sommer. Værst ramt er altså ejere af ulovlige boliger, eller ”u-regulære boliger”, som Brit foretrækker at kalde dem.

 

- Ulovlige er sådan et negativt ord. Vi betaler jo ejendomsskatter og alt muligt lige som alle andre, og mange af os havde fået løfte om lovliggørelse af vores boliger, inden branden brød ud, siger hun til Spanien i Dag.

 

Brit slap ret heldigt fra branden, der kun ødelagde en del af et anneks til hovedbygningen. Til gengæld omkom hendes elskede heste – dog ikke i branden, men kort efter.

 

- Jeg tror, de fik et chok. Hestene slap ud under branden og kom tilbage igen, men det tog hårdt på dem, siger Brit, som er en af de mange aktive heste-piger i La Atalaya La Macorra i Mijas Kommune.

 

I dag står resterne af de nedbrændte bygningerne og forfalder.

 

Ejendom i Ojén minder ikke meget om et hjem mere

 

- Nu mangler vi bare på at få tilladelse til at reparere skaderne, fortæller Brit.

 

Underetagen i bygningen er raseret, men kan reddes. Desuden har Brit også været forudseende og sørget for at forsikre sit hus. Men det er ikke alle, der har gjort det. Nogle har mistet alt – hus, indbo og personlige egendele - og er der ingen forsikring, er der ingen kære mor.

 

Pia Bruun har talt med Brit. Hør interviewet her

 

Ingen kære mor

En af de hårdest ramte er Sue Holloway oprindeligt fra Staffordshire, som byggede hus i Mijas sammen med sin partner, Andrew Barrie, for 12 år siden. Parret stod en sen aften i august på terrassen hos en lokal bekendt, hvorfra de kunne se huset brænde ned.

 

- Det var meget ubehageligt, og vi har mistet alt. Lige nu bor vi til leje en lejlighed i Mijas, men vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, siger hun.

 

Parrets bolig var ikke forsikret og var ulovligt opført, som de fleste andre huse i området. Det betyder, at der ikke er nogen hjælp at hente. Sue venter ligesom Brit og mange andre på at få at vide, om de får lov til at genopføre boligen. Der kan gå endnu en måneds tid, før der kommer et svar fra myndighederne.

 

Besked om nedrivning

Et af brandofrene mistede tålmodigheden og gik i gang med genopbygningen uden myndighedernes tilladelse, men han fik pisken at føle. Manden benyttede lejligheden til at bygge lidt ekstra til - når han nu alligevel var i gang – og det skulle han nok ikke have gjort. Han har nu fået besked på at rive det hele ned igen og afvente grønt lys.

 

Selv pejsen brændte ned i denne bolig

 

Den andalusiske administration har et halvt års frist til at svare på en ansøgning fra Mijas Kommune om tilladelse til genopbygning af de brændte huse. Ansøgningen blev sendt af sted i september sidste år, og det betyder, at der skal ligge et svar i slutningen af februar.

 

En kamp op ad bakke

Skiltet med 'Sommerhus' vidner tavst om det, der var

 

Brandofrene bruger ventetiden på at styrke deres position og forhandlinger med myndighederne. Der er blevet oprettet en forening for brandofre, der bliver afholdt støtte-arrangementer, koncerter og anden hjælp for brandofrene. Gruppens formand, Pat Laing, er blandt de mest energiske. Hun sørger for kontakt til presse og myndigheder.

 

- På et møde med kommunen i september lovede Mijas' borgmester, Angel Nozal, at gøre alt for at støtte os i sagen, siger hun.

 

Men her, hvor der nu er gået fem måneder, er der ikke sket meget.

 

Bor på andres nåde

- I første omgang håbede folk, at de ville få lov til at genopbygge deres hjem med det samme og så søge legalisering efterfølgende, vel vidende at de kunne risikere en nedrivningsordre, men det blev der altså ikke tale om, siger hun.

 

- Nu kan det her tage flere måneder, og mange af os står ganske enkelt i limbo. Vi har lejet noget midlertidigt eller bor hos venner, fordi vi ikke ved, hvad der kommer til at ske, siger hun og fortsætter.

 

Flere måneder efter er vi stadig ude af stand til at gøre noget, skriver Sue Doran på facebook

 

- Nogle mennesker har mistet alt i denne brand, alle deres ejendele og deres hjem og nu kæmper de så for at genopbygge deres liv, fortæller Pat.


Et af problemerne er myndighedernes kamp med det omfattende ulovlige byggeri i kommunen. Der findes mindst 3.000 ulovligt opførte huse i Mijas og omkring 80 procent af alle landejendomme er ”u-regulære” - for nu at bruge Brits betegnelse.

 

Nogle af boligerne har stået der i 25 år og var lige på nippet til at få myndighedernes godkendelse, da branden brød ud og raserede over 8.000 hektar.

 

God jul...

 

Pat Laing skriver på facebook til ovenstående foto (tv), der er taget hjemme hos nogle at hende gode venner: "Jeg ønsker jer alle en glædelig jul, men send venligst en tanke til naboerne, der blev påvirket af branden i august. De kan fortsat ikke få tilladelse til at udføre reparationer og er stadig hjemløse."

 

Støttepersoner og ofre for branden kan læse mere på Facebook-gruppen Victimas del Incendio eller sende en mail til: pat.laing @ talk21.com

 

Se de vilde før- og efter-billeder af branden her

 

Naturen behøver ingen tilladelse

Det til tager årtier, før naturen helt har rejst sig igen, men den er godt på vej

 

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar ønsker dig en god weekend

 

Pia Bruun og Kathrine Hesner

 

 

Kommentarer

Det er jo helt klart bedrøveligt og nogte svært noget ! Men man kan jo ikke bebrejde den Spanske regering noget, de har jo ikke opført husene og de er ulovligt opført, så hvad er så rimeligt ? Hvis vi opfører noget i vores eget land så bliver det jo revet ned, det må være en meget kedelig situation og stå i, men hvis man vidste det da man købte det, ja så er man jo selv forskyldt i og stå i en situation hvor man ikke kan bygge huset op igen....da det jo er ulovligt opført !
Hold da op et sørgeligt radio interwiev, jeg håber virkelig i får lovtil og bygge igen, men der er ikke store chancer, det er en meget sørgelig situation. I skulle sende en ny ansøgning !
Det er meget sørgeligt og se og læse alt dette fordi der er jo ingen skyld ! Men det har aldrig været en god ide og købe et hus i Spanien der ikke var lovligt og ikke Reg.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.