Hvad foregår der i Catalonien?

Hvad kan få en menneskemængde større end indbyggertallet i København til hånd i hånd, at danne en menneskekæde længere end Jylland?

Min (måske lidt naive) opfattelse af Spanien som et forenet land er smuldret, siden jeg ankom for syv uger siden. Jeg havde selvfølgelig, inden jeg flyttede hertil, hørt små pip om, at der vist skulle være en splittelse mellem nogle forskellige folkefærd oppe i Nordspanien.

Cataloniernes uafhængighedsønske, demonstreret i menneskekæden under navnet Via Catalana, slog mig nærmest omkuld onsdag. En så massiv demonstration drevet af et fælles ønske fortjener anerkendelse. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om Catalonien skal være uafhængigt eller ej, men jeg undrede mig over, hvor konflikten kommer fra, og hvorfor den kan drive så mange mennesker til handling.

Jeg er som tidligere skrevet, ny i Spanien, og har forsøgt at sætte mig ind i konflikten på omkring en uges tid. Reaktioner af alle arter modtages derfor gerne i kommentarfeltet.

Via Catalana, den catalanske vej

Et forenet Spanien?
Det forenede Spanien, vi i dag ser krakelere, har sin oprindelse i samlingen af de to gamle iberiske kongedømmer, Kastilien og Aragon i 1469. Det moderne Catalonien hørte dengang hjemme under Aragon.

Selvom Kastilien og Aragon var samlet under en familie og gik i arv samlet, var de i realiteten separate kongedømmer med forskelligt sprog, møntfod og alt andet. Den sidste hersker over begge kongeriger var Karl 2.

Han var resultatet af mange generationers indavl og var ifølge de historiske kilder både dum, misdannet og komplet uegnet til at regere som konge. Han døde i år 1700 uden at efterlade nogen arvinger. En af hans største bedrifter var at udpege sin arving. Valget faldt kontrovesielt på Filip af Anjou. Han kom fra den franske kongefamilie og ikke Habsburgerslægten som Karl 2. kom af.

Karl 2. Et godt bevis på, at fætter-kusine bryllupper er en dårlig ide

Det hele er Filips skyld
Det resulterede i en 14 år lang borgerkrig, da Habsburgerne insisterede på, at de stadig havde ret til det spanske imperium. Borgerkrigen sluttede i 1714, og Habsburgerslægten tabte. Derfor endte franske Filip som konge af Spanien på den betingelse, at Spanien aldrig måtte blive forenet med Frankrig.

Og det er faktisk Filips skyld, at cataloniere i dag er tvunget til at kalde sig spaniere. Han ville have en centraliseret stat, ligesom Frankrig og sammenlagde derfor alle de gamle kongedømmer under et: Kongedømmet af Spanien.

De gamle iberiske kongedømmer

Det betød, at mange af de ældgamle love, der adskilte cataloniere i Aragon fra resten af den iberiske halvø, blev ophævet. Blandt andet blev castiliansk, som vi kender som moderne spansk, det eneste officielle sprog i Spanien.

Økonomisk boom
Frem til sidste halvdel af 1900-tallet opnår og mister Catalonien forskellige grader af autonomi, men får aldrig komplet selvstændighed. Den eneste konstant i den periode er, at Catalonien udvikler sig til et økonomisk centrum i Spanien.

Under Francos diktatur bliver alle former for catalansk kultur undertrykt med trusler om vold og fængsel, og den catalanske politiske uafhængighed bliver ophævet.

På trods af det fortsætter Catalonien med at være en af de stærkeste økonomiske kræfter i Spanien, som i slutningen af Francos regime tager syvmileskridt økonomisk.

Den spanske grundlov, der bliver vedtaget efter Francos død, anerkender, at der var flere nationale samfund i Spanien. Loven foreskriver, at den spanske nation deles ind i autonome regioner, som er samlet under en central regering i Madrid.

Catalonien opnår her den autonomi, regionen har i dag. Den er en af de eneste, der har et andet officielt sprog sidestillet med spansk og må regnes for en af de mest uafhængige regioner på mange punkter.

"Uafhængighed"

Afstemningen
Catalonien er stadig den mest økonomisk aktive region i Spanien med en årlig produktionskraft svarende til Columbias. Det har derfor frustreret en del cataloniere, at deres skattekroner i højere grad end tidligere bliver omfordelt til andre regioner som økonomisk krisehjælp.

Den 23. januar 2013 afholdt det catalanske parlament så afstemningen, hvor de stemte om Catalonien skulle være selvsændigt. 85 stemte for, 41 stemte imod, to stemte blankt. Parlamentet planlagde derfor en folkeafstemning i 2014, hvor det skulle afgøres om befolkningen ville være uafhængige.

I maj blev der dog stukket en kæp i hjulet på den plan. Spaniens forfatningsdomstol erklærede, at det catalanske parlaments beslutning strider mod den spanske grundlov, der anerkender selvstændige nationer i den spanske nation, men slår fast at nationen er uopløselig:

”Grundloven er baseret på den uopløselige enhed af den spanske nation, det almindelige og uopdelelige hjemland af alle spaniere...”

Cataloniere tager deres nationalfarver alvorligt

Men hvad nu?
I El País' engelske udgave kan man finde en leder dateret dagen efter den enorme menneskekæde. Den kritiserer regionsregeringen i Catalonien, fordi den ikke melder en klar handlingsplan ud.

Den linje vil jeg for egen regning tilslutte mig. Som lederen beskriver, viser målinger, at der ikke eksisterer et markant flertal for uafhængighed i Catalonien. Omkring 52 procent er for en løsrivelse fra Spanien. Til gengæld er omkring 80 procent for en folkeafstemning om uafhængighed.

”Uafhængighed nu!”
Det er klart, at organisationen bag Via Catalana har deres egen agenda med eventet. Den er et stærkt symbol. Organisationens fulde navn, Via Catalana cap la Indepencia, betyder på catalansk: ”Den Catalanske vej til Uafhængighed”. Deres holdning er derfor åbenlys. Uafhængighed nu, ingen afstemning.

De mange mennesker i menneskekæden er ikke nødvendigvis enige i det budskab, men når organisationen udtaler sig, bliver de brugt som bevis, så organisationens udtalelser og ønsker vejere tungere.

Regionsregeringen er nød til ikke at lade Via Catalanas udtalelser stå alene. Den er nød til at føre den politik hele folket vil have, og få et ordentligt samarbejde med centralregeringen i Madrid startet.

Problemer
En folkeafstemning, som bliver dømt som forfatningsstridig, løser intet, da den nemt kan fejes til side. Et uafhængighedskrav direkte fra det catalanske parlament uden en folkeafstemning vil ligeledes kunne fejes til side på baggrund af meningsmålingerne. De giver ikke et klart flertal.

Uafhængighedsprotesterne er foregået uden vold, men har været så massive, at Madrid ikke kan ignorere problemet. Derfor ser jeg tre ting, som skal lykkes, før der sker noget:

1) Madrid skal anerkende, at der skal tages en beslutning.
2) Catalonien skal anerkende, at den beslutning ikke tages af parlamentet, men af folket.
3) Madrid og Catalonien skal lytte til folkets beslutning, uanset hvad den er, og samarbejde om at gennemføre den løsning, folket kræver.

Flere steder var kæden i flere lag

Et forenet Spanien?
Jeg læste engang en udtalelse fra en mand, der var blevet skilt fra sin kone, fordi han blev arbejdsløs. Jeg husker ikke hvem han var, men jeg husker hans ord om, hvorfor tabet af jobbet udløste skilsmissen:

”Vaner kan skjule meget. Når der kommer rystelser i systemet, viser revnerne og sprækkerne sig altid.”

Jeg synes, det citat kan sætte ord på forholdet mellem Catalonien og Spanien lige nu. Landet heler efter kraftige økonomiske rystelser, der har åbnet gamle revner og sprækker. Om de også heler eller brækker landet over, vil tiden vise. 

400 kilometer hånd i hånd

I morgen søndag får du i din indbakke en helt skøn oplevelseshistorie med Spanien i Dag Weekend om et naturparadis lige bag Solkysten. Glæd dig til den!

Teamet bag Spanien i Dag og Radio Solymar Weekly ønsker dig en god weekend!

Chris Lehmann