Aber, drypstensgrotter og udsigtsbastioner over strædet til Afrika (7)

Kate & Peters eventyr fortsætter nu i den sydlige del af Spanien

Artiklerne er skrevet på basis af Kate og Peters egne optegnelser. Vi siger tak for deres velvillighed til at dele deres oplevelser med andre.

Ruten i denne artikel

Det er en kort køretur fra Jimena de la Fronteras til La Linea, som er grænsebyen mod Gibraltar. Vi gør et stop, på anbefaling, på A-383, hvor der er et udsigtspunkt over byen og Gibraltar, som vi vil besøge i morgen.

Vi bruger vores søndag til at slentre gennem La Linea og finder frokosten på restaurant Club Maritime Linense. Det er de bedste ”pil-pil” vi endnu har smagt på denne tur, super måltid med lidt udsigt over havnen.

Klik i billederne for at se dem større

Vi står op til regnbyger. Det var ikke med i planen. Men midt formiddag klarede det op og vi traver mod Gibraltar.

Gibraltar er engelsk kronkoloni, men det rødbedefarvede pas giver nem adgang trods brexit.

Kolonien var en gang den engelske flådes strong point, hvorfra man kontrollerede ind- og udsejlingen til Middelhavet. Spanierne har aldrig været begejstret for dette, men siden slutningen af 1700 tallet har man ikke kriges fysisk omkring tilhørsforholdet. Der er meget god militærhistorie at finde rundt på øen.

Vi tog turen rundt på øen til fods, så tunneller - der er lavet i alt ca 48 km tunnel siden 1700 tallet og alle i krigsøjemed - udsigtsbastioner, aber, drypstensgrotter, udsigt over strædet til Afrika, Marokko og den spanske enklave Ceuta, gamle kanondtillinger osv. 

Det blev en lang og spændende dag, hvor der røg noget slidbane på skoene sådan, som det går op og ned af klippen. 18 km. blev det til. Vi sov som sten først på aftenen.....
 

Vi kører fra La Linea og har bestemt os til, at besøge Europas sydligste punkt, nemlig Tarifa. 

Turen langs med strædet er med udsigt til Afrika

Vi har hørt mange tale om Tarifa, som et altid blæsende sted i Gibraltarstrædet.

Vi må være heldige, solen skinner, og der er en svag vind, da vi kommer dertil. Så det bliver frokost på en strandcafé med udsigt over Atlanterhavet. Efter frokosten går vi ad promenaden og vil ud på Isla de Tarifa. Men den går ikke. 

Vi kan gå ud over dæmningen, som skiller Middelhavet og Atlanterhavet geografisk, men ude på øen er porten lukket for uvedkommende, øv øv. 

Så vi må gå videre og kommer til havnen som ligger helt stille. Og med en hurtigfærge som ikke sejler til Tanger? Vi spørger lidt, tror at der corona relateret, men forstår, at det er et politisk problem mellem Spanien og Marokko. Det undrer os lidt, da vi på Gibraltar, mener at have set hurtigfærger sejle mellem Algeciras og Marokko. Men det er ikke korrekt, færgerne vi har set, sejler til Ceuta og ikke Marokko. 

Sunset nyder vi på strandcafeen med en “Torben special” (det er en Pacharan, lærte vi i Fuengirola). Den er bedst efter et godt måltid, men så er solen gået ned og caféen lukket. Så vi tager den, inden det er spisetid hjemme i camperen.
 

Turen går videre mod nordvest. Vi vil gerne besøge Cádiz. Men efter nogle kilometer svinger vi alligevel ind ad en mindre blind vej. Kate har opdaget Duna De Valdevaqueros. 

Det er et stykke vej hvor en vældig vandreklit trænger sig på. Den er en del af området her. 

Læg mærke til vejskiltet og vejen kan hurtigt lukke ved kraftig vind 

Vi kommer nu igennem og får set det hele. På vej tilbage, ud mod hovedvejen, ser vi en del kitesurfere er i gang, og det er underholdende. Så vi drejer ind på parkeringspladsen, som er optaget af kitesurfere fra hele Europa, tror vi. Vi får listet os ind på en plads og tager et par overnatninger, får gået nogle strandture og set, hvad man kan lave på et surfbræt, når man har “vinger” på. 

Vi skal have tømt tanke og det kan vi gøre i Facinas, 11 km. ud af vejen. Efter tømning og vandpåfyldning traver vi ud for at finde brød. Google siger der er et panaderia, og vi vil gerne købe lidt frisk brød. Det er der så ikke mere, altså bageren. Vi finder butikken og det gamle skilt. Men vi får set byen og finder en lille butik, hvor vi klarer vores indkøb.  

Senere står vi ved kirken i Facinas - den ligger allerøverst i byen med de stejle gader igen igen….- og kan se ud over landskabet, som er prydet med måske 75 - 100 store vindmøller. Ligesom de store solcelleparker, vi tidligere har set, er det ikke kønt, men nødvendigt. Også her står alternativ energi højt på listen. Men der skal også meget til, hvis alle skal have grøn energi.

Og som så ofte, så er dagen gået inden vi får set os om, og vi kommer ikke længere i dag.
 

Vi kører ad CA-8202, 2216 og 2231 og ender i Barbate efter en smuk tur langs kysten.

Det bliver til endnu et stop på turen. Vi skal have handlet lidt ind og får på forunderlig vis vores mindre køretøj med ind i de små gader - og ud igen. Sjovt at byen bedste parkering skal ligge så skjult. Og så finder vi en fin overnatning ved havnen og kalder det en dagsrejse. 

Vi går en tur byen og ser, at mange huse nu er med flade tage og ikke med skrånende rødlige tegltage som vi har set alle steder i Spanien 

Og, når vi tænker efter, så har det været sådan i La Linea og Tarifa samt mange af de små byer her på kysten vi er kommet igennem. Det ser helt arabisk ud og får os til, at tænke på vores tid i Libanon. Byggestilen kan med lidt god vilje godt ligne. Men det afrikanske kontinent er jo også lige på den anden side af vandet. Og for mange hundrede år siden var det maurerne, som have herredømmet på den iberiske halvø, så det har nok også smittet lidt på byggestilen. 

Det er dog første gang vi ser et skib på taget af et hus, lidt utraditionelt...
 

Videre op ad kysten, holder vi ind ved El Faro Trafalgar. 

Her må vi, specielt Peter, ud til fyrtårnet og står og se ud over havet, hvor et større søslag fandt sted i 1805. Den engelske flåde kom i kamp med den samlede fransk- spanske flåde her ved Trafalgar. Det var et søslag som kostede tusinder af søfolk livet. Trods undertal i skibe og besætninger sejrede englænderne og umuliggjorde Napoleons planlagte invasion af England. Sejren betød samtidig at den engelske flåde havde stort set total dominans på verdenshavene i mange år fremover.

Men i dag er der vist ingen som kommer, for at tænke over ovenstående. Der er intet som henviser til søslaget. Men det er heller ikke sjovt at skulle udstille sine nederlag, men det er dog en historisk begivenhed.

Men på stranden er der gang i kitesurferene. Og i dag er vinden, hvad vi vil kalde “jævn til frisk” og brætsejlerne står ud i stor stil gennem store bølger. Det er fascinerende at følge, hvordan de bruger bølgen som ”skihop” og kommer mange meter op i luften og lander på surf-brædtet igen. 

Dagen ender i Cádiz, hvor vi finder en parkering ude ved containerhavnen i mørkets frembrud, hvor vi må overnatte. Godt nok med nogen støj fra havnen, men meget centralt i byen og så er det med overvågning. Og det er desværre nødvendigt, hvis vi vil holde i de større byer, uden at komme tilbage til en opbrudt camper.

På gensyn!