Polariseringens risici

Det lyder fuldstændig vanvittigt, at et EU-land skulle kunne ende med én eller anden form for militærkup, ikke?

Æbler og pærer kan ikke sammenlignes, men alligevel tænker jeg på Thailand, hvor militæret flere gange har taget over ved kup, når demokratiet spillede fallit. De opløste  parlamentet, suspenderede konstitutionen og en general blev leder. Ikke for at overtage en langsigtet ledelse af landet, men for at føre det tilbage til demokratiet igen.

Det skete også uden den store dramatik, og selv mærkede jeg ikke meget til det under mit besøg i Thailand efter kuppet i 2006. Otte år efter kom der så et nyt militærkup.

Thailand er stadig et demokrati og en populær turistdestination.

Havde Catalonien været en region i Thailand, havde der i oktober nok været en militær overtagelse af styret. Det er den så ikke, men efter optøjerne i Catalonien med blandt andet besættelse af lufthavnen og gadekrige, mere end fordoblede partiet Vox sine mandater ved valget den 10. november.

Vox ønsker øjeblikkelig indførelse af undtagelsestilstand i regionen.

Nu er Spaniens fungerende premierminister og leder af det største parti i Kongressen efter valget, PSOE, i gang med at danne regering, der har enhver tænkelig mulighed for yderligere polarisering af både Kongressen og det spanske samfund - og chance for at falde når som helst igen. Med nyvalg eller andet til følge.

Pedro Sánchez var lynhurtig til at meddele en koalitionsregering efter valgresultatet var kendt med Unidos Podemos.

Læs kommentaren om, hvorfor Pedro Sánchez og Pablo Iglesias i dén grad har taget pis på vælgerne.

I sine planer regner Sánchez med, at kunne få støtte fra separatist-partiet ERC i Catalonien. Og hvad var deres første svar?

Urner og amnesti

Altså løfte om en afstemning og Cataloniens løsrivelse som republik og amnesti for det, som partiet betegner som “politiske fanger” der omhandler de dømte politikere for overtrædelse af forfatningen og formentlig også den flygtede Carles Puigdemont, Cataloniens tidligere præsident.

Sådanne indrømmelser har Sánchez både tidligere og under valgkampen afvist kunne komme på tale. Til gengæld har han lovet at ville tale om tingene med Cataloniens præsident Quim Torra, men ville dog ikke gøre det op til valget.

Både partierne PP, Ciudadanos og Vox rasede over, at Sánchez ikke ville sætte Catalonien under administration under balladerne ved brug af artikel 155, som han var med til at give flertal for under den tidligere PP-regering. Det var dengang El Parlament i Catalonien erklærede Catalonien for republik i strid med konstitutionen.

Separatisterne har meldt klart ud. De vil bruge ethvert middel for at gennemtrumfe Cataloniens selvstændighed.

Som et lille eksempel, da Quim Torras datter forleden blokerede jernbaneskinner med sin bil.

Om Catalonien skal have en afstemning om selvstændiggørelse eller ej, tager jeg slet ikke stilling til i denne klumme.

Jeg er kun bekymret over de konsekvenser, som den nye Sánchez-regering kan få med sin afhængighed af separatist-partierne, der på alle måder og uden tvivl vil bruge ethvert middel for at fremme deres mål om en republik. Som hidtil gjort.

Skulle Sánchez-regeringen falde undervejs i nye ballader, er der næppe nogen tvivl om, at partiet Vox vil storme yderligere frem til hidtil ukendte højder.

Helt udelukkes kan det heller ikke, at andre kræfter siger stop og bryder dagsordenen ved en militær indgriben. 

For med hånden på hjertet, er der så ikke allerede en slags borgerkrig i gang i Catalonien?

Albert Rivera, tidligere leder af Ciudadanos, begik politisk selvmord ved at svigte sit partis oprindelige program.

Nu er Pedro Sánchez på vej til det samme ved ikke at følge vælgernes ønske ved det seneste valg: at danne en regering, der søger brede flertal hen over midten i salen.

Det glædelige er, at kræfter i PP lige nu debaterer en mulig støtte til en PSOE-mindretalsregering, hvis Sánchez bryder sin aftale med Unidos Podemos.

Polarisering har fanden skabt. Og fanden tage Sánchez, hvis ikke han bruger hovedet nu.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt